Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Rundtur i magtens kunstsamling

SF-gruppevaerelse

Lars Pryds I Socialistisk Folkepartis gruppeværelse har Margrethe Sørensen skabt en udsmykning med spejle, der får rummet til at synes større.

 

Malerier i mange formater, litografiske tryk, gigantiske fotografier og udskårne spejle er blandt de kunstneriske teknikker og udtryk, der fra Christiansborgs vægge inspirerer til politisk arbejde og vækker til omtanke.



Af Lars Pryds

25 ViF-medlemmer fik mandag den 23. januar 2017 en kompetent rundvisning i Folketingets kunstsamling. Jens Chr. Jacobsen, ansat i Folketingets Administration i over 30 år, bl.a. med ansvar for kunstsamlingen, viste rundt og fortalte underholdende og vidende om værkerne.

Karakteristisk for kunsten på Christiansborg er, at der ikke er tale om indholdsløs dekoration, men at kunsten skal understøtte den politiske proces og minde om alvoren i de beslutninger, landets magthavere tager efter diskussion i lokalerne.

På mandage er der sjældent møde på Christiansborg, så det var muligt at kigge ind i mange af partiernes gruppeværelser, udvalgslokaler og mødesale. Gangarealerne rummer, ud over værker doneret eller udlånt fra Statens Museum for Kunst, også en 268 m lang blomsterfrise udført som freskomaleri af Rasmus Larsen i 1918–21 med små bidske bemærkninger til politikerne.

To gallerier viser hhv. portrætmalerier af afgåede statsministre og Folketingets formænd. Begge samlinger har udviklet sig fra traditionelle portrætter til frit tolkende og ofte humoristisk kommenterende portrætter af politikerne. For få uger siden afsløredes Roald Als’ portræt af Mogens Lykketoft, der står på en undermineret jordskrænt – ikke helt på afgrundens rand, men det kan ligne lidt.

Vi fik også et kig ind i selve folketingssalen, hvis eneste kunstneriske udsmykning for tiden er to malerier fra 1954 af Olaf Rude. En stor gobelin af Berit Hjelholt blev for nylig – med en del offentlig debat til følge – taget ned fra sin plads bag talerstolen og doneret til Vendsyssel Kunstmuseum. Der arbejdes på en ny løsning, muligvis en retablering af det tilmurede vinduesparti, hvori gobelinen hang.

Kunst + arkitektur = harmoni

De regulære udsmykninger af gruppeværelser mv. er blevet til i et tæt samarbejde mellem kunstnerne og Folketingets arkitekter, så væggenes farve, lyssætningen mm. harmonerer med værkerne. I “Grønlandsværelset”, hvor bl.a. ministre og partiernes ordførere mødes, har den grønlandske kunstner Aka Høegh og arkitekten valgt at lade væggene fremstå i stucco lustro – en teknik, hvor marmorstøv pudses ind i vægfladen – som en raffineret reference til fornemmelsen af is og en smuk ramme om Aka Høeghs stemningsfulde malerier.

SF’s gruppelokale er udsmykket af billedhuggeren Margrethe Sørensen, som fandt, at det lille, aflange lokale lignede en væltet mælkekarton (det gør det faktisk!). For at “trække lys og verden udenfor” ind i rummet gennem et enligt vinduesparti har kunstneren monteret en række spejle på væggene – og dekoreret dem med årstal og tidsangivelser, bl.a. en grafisk udformning af datoen for Grundlovens underskrivelse.

Spejlene medvirker til, at de få folkevalgte, der kan være i rummet, syner af mange flere, da de spejler sig på væggene. Særligt de Konservative, som fik tildelt dette lokale efter et katastrofevalg med en kraftig beskæring af folketingsgruppen, havde efter sigende været glade for netop denne effekt.

En kunstnerisk illustrationsopgave

Flere af kunstnerne er gået til opgaven med udgangspunkt i udsmykningens placering – mest udtalt måske Kasper Bonnen, hvis værkserie “The Struggle of Democracy” viser de politiske holdninger og ismer, som brydes i Folketingssalen, men også demonstranter, der marcherer med skilte og bannere lige udenfor.

Udsmykningerne er dog ikke ‘kun’ illustrationer – men arbejdet i Folketingets Kunstudvalg er båret af, at kunsten er en slags “politisk scenografi” og dermed “formaner folketingsmedlemmer og embedsmænd om, hvad der er rigtigt og forkert […], eller de tjener slet og ret til inspiration for de beslutningstagere, der har deres gang på Borgen”, som Jens Chr. Jacobsen har formuleret det i bogen Kunst på Borgen (2013).

Et mødelokale på anden sal danner rammen om møder i bl.a. Europaudvalget og Det Udenrigspolitiske Nævn. Her diskuteres vigtige emner som fx udsendelse af danske soldater til krigszoner – og lokalet er meget passende udsmykket af en af Danmarks største nulevende kunstnere, Per Kirkeby. De monumentale malerier i hans karakteristiske lag-på-lag teknik fra begyndelsen af 1990erne er muligvis inspireret af hans fortid som geolog. Kirkeby har også haft indflydelse på både belysning, møbler og væggenes dybrøde farve.

Statsministrenes eftermæle

Sidste stop – inden en let anretning i Snapstinget – var galleriet med statsministrenes portrætter. Senest afgået er Helle Thorning-Schmidt, men hendes portræt er endnu ikke færdigt (og det er en hemmelighed, hvem der maler det), så det nyeste i samlingen er Simone Aaberg Kærns portræt af Anders Fogh Rasmussen fra 2010.

Fogh valgte som den første statsminister en kvindelig kunstner, og konceptkunstneren Kærn var et utraditionelt valg, da hun både er pilot, tidligere BZ’er og erklæret venstreorienteret. Da Fogh og Kærn skulle møde hinanden første gang, var Jens Chr. Jacobsen sikker på, at mødet højst ville vare fem minutter, men det endte med at tage halvanden time. Selv om portrættet objektivt set ikke er specielt vellignende, blev det godkendt af Anders Fogh med bemærkningen, at det “har fanget essensen af min embedsperiode: Med udgangspunkt i danske værdier at forankre Danmark stærkt på den internationale scene”.

Således lever både de enkelte malerier og de større samlede udsmykninger op til kunstudvalgets krav om, at kunsten i magtens korridorer og mødelokaler skal mere end bare pynte op. I hvert fald på Christiansborg er det sikkert og vist: Kunsten har både et formål og en funktion.

Læs også:

“Gå rundt på gangene på Christiansborg, når det passer dig”

http://www.ft.dk/aktuelt/nyheder/2014/10/googlestreet.aspx

Jens Chr. Jacobsen (2013): “Kunst på Borgen – kunsten som politisk scenografi”

http://permild-rosengreen.dk/shop/167-kunstboeger/4698-kunst-paa-borgen--kunsten-som-politisk-scenografi/

Besøg i Grønlandsværelset

Lars Pryds Grønlandsværelset er udsmykket med fire store malerier af Aka Høegh.

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk