Visuelt Forum - og DJ
På DJ’s Fagligt Forum 17.-18. april, blev Bente Stensen Christensen, medlem af Visuelt Forums bestyrelse, bedt om at tale om emnet ”DJ og mig”, med undertitlen ”Jeg er ligeglad med politik, men jeg interesserer mig for mit fag”, med den fagnørdede tilgang til fagforeningen.
Nørd
Iflg ordnet.dk er ordet nørd fra det amerikanske nerd "en person, som regel en ung mand, der er yderst optaget af tekniske og naturvidenskabelige interesser, men ellers er klodset og upraktisk."
I den sammenhæng er jeg fuldstændig fejlcastet.
Hvem er jeg
Grafisk designer, tegner, illustrator.
Uddannet i forrige årtusind.
Frilandsgrafiker i 16 år.
Medlem af Visuelt Forums bestyrelse siden 2015.
Jeg arbejder med udstillingsgrafik, diverse layoutopgaver og tegner hvad som helst (sådan skifter du stomipose, folder en t-shirt, børn der leger og nuttede dyr)
Hvad skal jeg hedde, og hvor hører jeg hjemme?
Hvad kræver det, at arbejde med så forskellige områder, hvad er den røde tråd, hvad fanden kan jeg kalde lige præcis min niche og mit fagområde?
Jeg har arbejdet fem år i bureau-verdenen med tåbelige ego-promoverende navne og latterlige stillingsbetegnelser bestående af 50% bogstaver og 50% varm luft.
I tidens (over)-kommunikationsånd har jeg overvejet ny titel: "Specialgrafiker i almen formidling og visuel kommunikation" (min læge kan kalde sig speciallæge i almen medicin, og telefondamen hos Politiken hedder nu Politikens kundekonsulent, så det...)
For mig er titler og faggrænser i og for sig ligegyldige; det handler om modtageren i den anden ende og om, at vejen hen til et let forståeligt produkt bygger på et godt samarbejde med respekt for og tillid til hinandens kompetencer.
Om at gå i stå
Da jeg tog afgang fra Danmarks Designskole var jeg overbevist om, at jeg ikke kunne gå i stå i mit fag. medmindre jeg ville. Det har jeg åbenbart villet ind imellem.
Jeg har tænkt over årsagerne til, hvordan det på trods af gode intentioner om det modsatte, er lykkedes mig at sidde fast (ikke at forveksle med at stå fast, som Sven Brinkman opfordrer os til) – og igen i tidens ånd og med selvhjælpsindustrien i tankerne – har jeg formuleret seks effektive tips til at gå i stå med sit fag. For mig har der også været en løsning på det, den kommer til sidst.
Gå i stå (fast):
- Tænk på dig selv som færdiguddannet. Nu har du eksamens- eller afgangsbeviset, så må det være godt.
- Hold dig udelukkende til det, du kender. Hvorfor lære noget nyt – det bliver alligevel umoderne om lidt.
- Bliv hjemme på kontoret. Vejret er vist også for dårligt til at bevæge sig udenfor.
- Gør som du plejer, når du løser en opgave. Lad for himlens skyld være med at researche ude i den virkelige verden.
- Stå stejlt på dine faggrænser. Ellers kunne det jo være, at du kom til at blande dig og afslørede, at du enten ved noget om emnet eller ikke ved noget om emnet.
- Lev op til andres forestillinger. Journalisterne skriver. Fotografer tager billeder. Du får det til at se godt ud.
Om at komme i gang igen - snuden frem
Visuelt Forum. Så enkelt kan det siges for mit vedkommende. For dælen nogle gode arrangementer og dedikerede mennesker, der er i den specialgruppe.
Det giver et godt fagligt fællesskab at møde andre grafikere med hver deres blik på faget og dets udfordringer: Turbo-introduktion til gif-animationer, hvordan man arbejder med digitale udgivelser, wordpress, tegning, skriftdesign
Men hører jeg hjemme i DJ?
Som jeg oplever DJs selvforståelse, er det stadig den skrivende journalist, der tegner forbundet. Jeg blev glædeligt overrasket over oplægget til Fagligt Forum fra Lars Werge, der både nævner Visuelt Forum (det er vi ikke vant til) og fotograferne. Tak for der, Lars, alt er godt.
Det er forståeligt nok, at det tager tid og kræver vilje, og heldigvis begynder vi i de små specialgrupper at træde ud af tågerne, men vi ligger stadig og roder rundt nederst i hierarkiet. I kommunikationen fra DJ til mig som medlem føler jeg mig ikke genkendt eller synlig.
Jeg har 3 ønsker til mit medlemskab af DJ
- Jeg vil gerne møde fagfæller og nørde med dem i fælles undren og begejstring.
- Jeg vil gerne lære noget nyt – både det, jeg ved, jeg har brug for at vide og kunne, og det, jeg ikke ved, jeg gerne vil lære.
- Jeg vil gerne bløde faggrænserne op og være med at skabe respekt for det, vi kan hver især, så det færdige resultat og produkt giver mening for modtageren ...der er udviklingspotentiale!
Og hvad vil DJ med mig (og min slags)
På generalforsamlingen i Visuelt Forum drøftede vi, hvad fremtidens grafiker arbejder med, og under hvilke rammer det foregår. Et bud i forhold til fagforeningen var, at vi ikke har brug for den længere (lidt provokerende sagt) for vi er ikke lønmodtagere, vi er AAA: Anonyme Atypisk Ansatte. Vi har kunder og samarbejdspartnere - ikke arbejdsgivere, og det giver immervæk en anden dynamik og nogle andre benspænd at navigere på et arbejdsmarked med opgaver i løs vægt.
Vil I os? Vil I vedkende jer familieskabet med AAA og de visuelle kommunikatører og give os et fagligt fællesskab, der favner alle medlemmer, der betaler til forbundet, så vi også kan genkende os i den store sammenhæng og ikke kun i vores respektive specialgrupper?
Nye folk i det grafiske univers har helt andre faglige snitflader, end jeg har været vant til: de skriver, de er dj's, filmskabere, designere... Deres horisont er helt anderledes og langt bredere. Det er beundringsværdigt. Hurra for det, men vi har bare ikke fattet det endnu. Vi kagler stadig rundt på papiret.
Jeg har altid været med i en fagforening. Det er man bare i min familie, så det har jeg aldrig stillet spørgsmålstegn ved. Først da jeg blev skubbet til også at bruge forbundet og deltage i nogle af de mange og fremragende arrangementer, blev jeg glad for og stolt af at være med i fællesskabet.
Kommentarer