Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Tre gode råd til kreative på Instagram

Amanda-Li Kollberg kommer med tre gode råd til, hvordan du kan få det bedste ud af din Instagram-profil

Visuelt Forum på Instagram

instagram.com/visueltforum

1. Adskil det private og det professionelle. 

Selv om vores kreativitet for de fleste af os er en stor del af vores hverdag, så kan det være smart at have separate konti for dig som person og dig som professionel.

Hvor vores websites (eller store flotte bladremapper) er til de færdige projekter, vi gerne vil vise frem, er Instagram genialt til at vise alt det, der ligger bagved vores arbejde, alle bunkerne af skitser, papirprøver og morgener ved skrivebordet. Og for at dele al den inspiration, vi går og samler.

Det er nemmere at nå et publikum, der er interesseret i dit arbejde, hvis din kreativitet rent faktisk er i fokus på din professionelle konto, så den ikke drunker i feriebilleder, madfotos, eller hvad du ellers bruger din private konto til. Jeg skåner dem, der følger min virksomhed, fra alle de fotos af planter, som jeg poster på min private konto.

2. Hashtags - Brug dem

Hashtags bruges af mange grunde og på mange måder. F.eks: 

  • Metainformation - Du kan tilføje dem til dine egne posts, hvor de fungerer som en slags metadata, der gør, at billedet kommer op, når man søger på et relevant hashtag. Husk at hashtags er specifikke, men du kan bruge så mange, du vil. Hvis du laver grafisk design er det f.eks smart både at skrive #graphicdesign og #graphicdesigner, og så ellers #logodesign, #sketches, #handmade, #poster, eller hvad der ellers passer. 
  • Inspiration - Ud over at følge profiler fra andre kreative, virksomheder eller bureauer man godt kan lide, så kan man følge hashtags, man synes er interessante. Det kan f.eks være #typedesign, #designersindenmark, #posterdesign. Det er også på den måde, dine egne billeder kommer op hos dem, der følger de hashtags, du bruger. Jeg følger f.eks. #koreangraphicdesign, da jeg synes, at design, der blander skriftsprog, er spændende.
  • Arkivering og samling - Du kan bruge et personligt eller mere unikt hashtag for at nemt at finde billeder, der hører sammen. Alle billeder fra et bestemt projekt eller event kan f.eks nemt samles under ét hashtag, selv om de er postet på forskellige tidspunkter af forskellige mennesker. Til Visuelt Forums Berlin-studietur brugte vi f.eks #VIFBerlin18, for at vi kunne finde hinandens billeder fra turen.
  • Kreativitet i fællesskab. Der er mange kreative udfordringer i omløb på Instagram, f.eks. #52handlettered hvor man hver uge poster sit eget forsøg på hand lettering, #inktober hvor folk i hele oktober måned poster projekter, der gør brug af blæk og tush, og #36daysoftype, hvor deltagerne tegner/maler/designer/animerer ét bogstav eller tal hver dag. Hele pointen er at udfordre sig selv og se en masse andre gøre det samme, samtidigt. 

3. Brug mulighederne

Instagram tillader både video, lyd og billedserier, og nu også stories, som er små, daglige samlinger af billeder og video, som ikke bliver stående på ens profil, men bare giver en lille følelse af, hvad der sker lige nu. Man kan ikke poste gif'er (endnu) men gem evt. giffer som video, så går det fint.

En fed bonus ved billedserier, altså ét post med mange billeder man kan bladre igennem, er, at de bliver lagt op "seamless", altså uden margin imellem. Det betyder, at man kan lægge ting op i "panorama". Der er simple tutorials på Youtube, hvis du søger på How to split images for Instagram.

Lav en take-over! 

En "take-over" er, når ejeren af en Instragram-profil overlader opgaven at poste ting til en anden person. Mange små og store medier lader andre relevante personer poste fra deres konto for en tid. Det er en måde at få noget anderledes til at ske og gøre sin profil til en platform, hvor mange stemmer kommer til udtryk.

Visuelt Forum har en Instagram-profil, hvor forskellige medlemmer løbende laver "take-overs". Det betyder, at de får lov til at styre kontoen i en uge, og på den måde give et indblik i deres egen kreative hverdag og kan dele det, der inspirerer dem.

Vil du være med og prøve at "instagramme" fra din hverdag? Skriv til a@jetzt-immer.studio, så finder vi en uge til dig, og sætter dig ind i det tekniske. Kom glad!