Refleksioner over We Love Graphic Design 2023
WLGD fik grafisk designer Bente Stensen Christensen til at tænke på sideprojekterne – og vigtigheden af at bevare tilliden i en verden af deep fake.
To vigtige ting, jeg fik med fra grafikerkonferencen WLGD den 7. oktober:
1) husk sideprojekterne – de er vigtige både for arbejdslivet og arbejdsglæden. Og hvem ved, hvad de kan udvikle sig til?
2) Kunstig intelligens. Wow. Det går stærkt, og vi bliver nødt til at forholde os til den teknologiske revolution. Og efter min mening skal vi kæmpe for at bevare tilliden til hinanden, for den er på spil i en verden af deep fake.
Talerne var: Eva Cremers, 3D animator med glade, farvestrålende blobs. De kan findes i H&M’s børnetøjskollektion. For at undgå at komme i en børnekasse eksperimenterer hun nu med sit udtryk i andre sammenhænge (som sideprojekter).
Esra Gülmen, kunstner der arbejder med håndskrevne statements. Med konceptstærke kampagner i bagagen har hun udviklet knivskarpe budskaber og tilsat humor. Åh, humor gør godt!
Matilde Digmann, kunstner i et imponerende bredt felt af illustration, keramik, smykker. Og så er jeg vild med hendes håndskrevne posters. Jeg skal også lytte til hendes podcast Shadow Work (find den her).
Stig Møller Hansen, underviser på DMJX, fortalte om kreativ kodning. Fx få lige en tekst til at danse. Det kommer jeg til at se nærmere på.
Bo Bjergstedt, Technology Strategist på TV 2. Kunstig intelligens går stærkt. Og det var skræmmende eksempler, han kunne vise. Hvad kan vi tro på, og have tillid til? Måske skal man øve sig i at møde mennesker i virkeligheden i stedet for på nettet…
- Bente Stensen Christensen, grafisk designer, Girafisk Design