Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Majken Hansen – "Hvad har du gang i?"

Jeg er ansat som grafisk designer i Hvidovre Kommune. Da jeg i sin tid var til jobsamtale, blev jeg hentet ved bagindgangen og ført igennem en lang hospitalsagtig gang ind i selve rådhuset. Gangen var super kedelig, og jeg tænkte, at den matchede de fordomme, man kan have om, at det kommunale er trist og kedeligt. Men det viste sig jo, at det ikke er spor kedeligt at arbejde i en kommune. Det er en kompleks størrelse, og der er 1000 ting der skal kommunikeres – og det skifter hele tiden.

Majken Hansen

Majken Hansen

 

Lige nu er der et stort arbejde med at få budgettet på plads, så jeg har lavet forsider til mapper med det budgetmateriale, politikerne får udleveret, og som de skal arbejde med det næste stykke tid. Senere munder det ud i et færdigt budget, som når det er layoutet, er en sag på ca. 60 sider.

Der bliver også arbejdet på at lave nye skoledistrikter. Her vil man gerne inddrage borgerne på forskellig vis – blandt andet via et borgermøde, hvor vi skal have lavet plancher og hand-outs med de forskellige forslag til distrikter.

Så mit arbejde er meget varieret, og jeg føler mig faktisk privilegeret over at være involveret i så mange vigtige, borgerrettede kommunikationsopgaver.

Vi har valgt at have en meget løs designmanual, fordi det ikke rigtigt giver mening at have samme udtryk til fx børnehaver, sundhedstilbud og kultur. Og så alligevel har der sneget sig et design ind ad ”bagvejen”:

På et tidspunkt fortalte jeg en kollega, at jeg synes, det var synd, at bagindgangen var så kedelig og trist, for det kommunikerer noget helt forkert. Og tænk hvis man kunne udsmykke gangen, så det blev interessant for både ansatte og gæster. Hun syntes, det var en vildt god idé – og det samme syntes min chef og borgmesteren, så jeg kastede mig ud i det. Det blev til et ”Velkommen til Hvidovre Kommune” i en 22 meter lang collage af billeder fra rundt om i kommunen.

  • Majken Hansen

  • Majken Hansen

  • Majken Hansen

  • Majken Hansen

  • Majken Hansen

Nu er designet efterspurgt, så jeg har efterfølgende brugt det til fx Powerpoint og mappeforside til budgettet. Desuden har ”Multihuset”, som er en anden kommunal bygning, efterfølgende fået samme udsmykning i deres indgang.

  • Majken Hansen

  • Majken Hansen

  • Majken Hansen

Og jeg havde egentlig tænkt, at jobbet måske kunne være springbræt til et job i Københavns Kommune, men efter 8 år er det stadig spændende, så jeg bliver her indtil videre.

Kommentarer