Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Legat til online illustrationskursus på UAL

Grafisk designer Tina Kragh Rusfort brugte sit efteruddannelseslegat til kurset “Illustrations for books”. Læs hendes beretning her om forløb og udbytte.

Illustration

Tina Kragh Rusfort Storyboard, book

Illustration

Tina Kragh Rusfort

Jeg er selvstændig grafisk designer med eget reklamebureau i Svendborg, faktisk med foden under eget tegnebord i over 25 år. Alligevel har jeg egentlig aldrig lært særlig meget om at være tegner/illustrator, jeg har bare tegnet ;-).

Men jeg vil rigtig gerne arbejde endnu mere med illustration og animation som del af mine grafiske løsninger og som selvstændig ydelse, og derfor søgte jeg i 2021 om efteruddannelsesmidler til “Illustrations for books” – et online kursus på UAL – University of the Arts London. Et forløb med 4 undervisningsgange a 1,5 time på lørdage i februar-marts 2022.

Mit formål med kurset var især at få en større frihed i valg af udtryk og få det lidt sjovere med at tegne og eksperimentere; ikke være for perfektionistisk, men træne evnen til at tænke i billedmuligheder og illustrere med forskellige teknikker og udtryk, gerne afprøve billedideer og værktøjskasse med forskellige materialer og måder at arbejde med illustration. Jeg havde især fokus på, hvordan jeg kunne udvikle min foretrukne lidt skitseagtige tegnestil med konturlinjer, ofte i blæk, til opgaveløsningen, og hvordan jeg kan bruge/udvikle min naturlige tendens til at overlade noget udefineret/utegnet til fantasien.

  • Tina Kragh Rusfort

  • Tina Kragh Rusfort

  • Tina Kragh Rusfort

På “Illustrations for books”-kurset fik jeg inspiration til, hvordan vi kan arbejde med at en illustration får gode kvaliteter, og hvilke parametre jeg som illustrator kan arbejde med. Vi blev introduceret til forskellige kunstnere/illustratorer og deres tegnestile, samt måder at gribe opgaven an.

Det forløb sådan, at vi hver uge fik skitseopgaver og en større hjemmeopgave, der skulle afleveres til fredag kl. 12. Om lørdagen til undervisningssessionen fik vi så hver især feedback af underviseren Leni Kaufmann.

Det blev desværre lidt anstrengende for mig at få undervisning online, bl.a. fordi lyden nogle gange var ujævn pga. teknikaliteter – og når sproget er engelsk med mange fagudtryk, blev det en hurdle ;-) Jeg fik dog rigtig mange input og har med kurset kunnet trænet nogle nyttige ting, fx reportagetegning på stedet/observationstegning, korttegning, forenkling, gennemgående figurtegning med samme figurer i forskellige situationer og skitsering/disponering af billedbog.

Jeg fik en fin positiv respons på mine tegninger, men har erkendt at det helt sikkert vil kræve en del mere tid og dedikation af mig at udvikle min tegnestil og opbygge en relevant portfolie, hvis jeg skal præsentere mig for nye kunder, eller få opgaver af nuværende kunder, der ikke ligger lige for.
Men heldigvis er jeg stadig hurtig til at melde ind, når lejligheden byder sig, og jeg kan se muligheden for at tegne mig ud af komfortzonen.
                        

-Tina Kragh Rusfort, Courage Design