Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Kandidater til Visuelt Forums bestyrelse

På dette års generalforsamling er der nyvalg af formand, næstformand og kasserer og menige bestyrelsesmedlemmer. Læs her om nogle af dem, der stiller op.

Janne Høgshøj

Janne Høgshøj

Janne Høgshøj stiller op til formandsposten i Visuelt Forum:

Kære deltagere på generalforsamlingen. Jeg melder mig på banen som formand for Visuelt Forum. Tak for opfordringen og opbakningen fra den nuværende bestyrelse og dejligt, at flere vil fortsætte det spændende arbejde i bestyrelse og udvalg. 

Jeg elsker visuel kommunikation, formidling og undervisning
Jeg er uddannet grafiker og merkonom og har gennem hele min karriere været engageret i bestyrelsesarbejde i forskellige faglige foreninger og netværk. Jeg elsker visuel kommunikation og har undervist i mange år på designskoler og tekniske skoler og hjulpet mange unge i gang med deres karrierer og drømme.
I mange år har jeg haft egen virksomhed, Danish Connection - idé- og eventbureau, sideløbende med jobs på reklamebureauer og i medievirksomheder bl.a. som art director, web director og projektleder. I dag er jeg desuden underviser og ledelseskonsulent på UCL erhvervsakademi i Odense og mentor for unge mennesker.

De unge og Visuelt Forum
Jeg vil arbejde for, at Visuelt Forum stadig er et kreativt og attraktivt netværk for nysgerrige grafikere og tegnere og sørge for, at studerende bliver gjort mere opmærksomme på den fantastiske forening med de mange muligheder. Det kan jo kun ske i fællesskab med andre engagerede og kreative mennesker - nuværende bestyrelsesmedlemmer samt nye, både unge og mere erfarne - der brænder for at dele deres viden og få nye oplevelser, som vi sammen skal udvikle.

Vi vil så gerne ha' dig med på holdet
Jeg opfordrer til, at flere opstiller til bestyrelsen, så vi kan få samlet et hold med nye og nuværende medlemmer, der kan fortsætte det gode og konstruktive arbejde. Det skal være spændende og sjovt at deltage i bestyrelsesarbejde – og selv om du aldrig har prøvet det før, så meld dig alligevel på banen, hvis du vil være med til at udvikle foreningen og dig selv i denne udfordrende, men fantastiske branche. Mange dygtige og fantasifulde mennesker har arbejdet godt og længe i bestyrelsen, som nogle nu forlader for at bruge tiden på andre spændende opgaver i forbundet og udvalg. Dem hylder og takker vi på generalforsamlingen og vil bruge som rådgivere for den nye bestyrelse.

Elisabeth von Eyben

Elisabeth von Eyben

Elisabeth von Eyben:

Jeg stiller op til VIF's bestyrelse med flere sager, som jeg vil kæmpe for:

For VIF'ere:

  • En fortsættelse af det uddannelsesmæssige arbejde, der er i VIF. Men vi skal have mere på, fordi grafiske medarbejdere skal blive bedre til at skrive og kommunikere. Om nogen er vi dem, der kan se sammenhængen mellem det skrevne og det visuelle i kommunikationsarbejdet - derfor skal vi klædes på, så vi også har mandat.
  • Mere plads i medierne: Især i vores eget medlemsblad Journalisten skal vi mere på banen. Ikke "blot" som illustratorer eller "se mit skrivebord". Vi skal blande os i, hvordan, hvorfor og hvornår visuel formidling er vigtig. Og vi skal turde give hinanden/andre velunderstøttet kritik, når der kommer nye produkter på gaden. Kritikken skal ikke handle om "kan lide" eller "ikke lide", men om, hvordan grafisk arbejde - når det udføres fagligt bedst - understøtter kommunikation, eller når det gør det modsatte.

For DJ:

  • Jeg vil gerne snakke om siloinddelingen i DJ. Hvor smart er den skarpe adskillelse af fagområder egentlig?
  • Jeg vil gerne have gang i debatten om solidaritet mellem medlemmerne (fastansatte kontra freelancere kontra arbejdsløse).
  • Generelt bedre vilkår for selvstændige, freelancere og kombinatører.
Signe Wassard

Signe Wassard

Signe Wassard

Jeg stiller op til bestyrelsen i Visuelt Forum.

Som medlem af bestyrelsen vil jeg gerne være med til at skabe endnu flere spændende arrangementer, som medlemmerne kan bruge både som efteruddannelse, inspiration og networking.

Jeg er selvstændig/freelancer grafisk designer og er uddannet fra Den grafiske Højskole i 1999 (nu DMJX). 

Fritid: jeg strikker og forsøger at få tegnet noget mere - og vil gerne havde illustration mere ind i mit arbejde.

Line Flindt Hansen

Line Flindt Hansen

Line Flindt Hansen

Jeg er grafisk designer og har de sidste 17 år været selvstændig. Inden da havde jeg 11 år hos Freddy Pedersen Grafisk Design, hvorfra jeg også er udlært. Til daglig sidder jeg på kontorfællesskabet Gangart, Nørrebrogade, Kbh N. 

Gennem årene har jeg primært lavet bøger og magasiner, men kan selvfølgelig også alt muligt andet. Jeg elsker at være sammen med mennesker, rejser og oplevelser - især på udstillinger og museer. 

I Visuelt Forum vil jeg gerne arbejde med arrangementer.

Rikke Ahm

Rikke Ahm

Rikke Ahm

Jeg er illustrator og nyhedsgrafiker med speciale i visuel journalistik. Jeg er oprindeligt uddannet på Danmarks Designskole i København som tøjdesigner. Men efter nogle år i modebranchen skiftede jeg til mediebranchen. Siden har jeg overbygget min uddannelse med kurser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i visuel journalistik og kommunikation. 

Efter 15 år som fastansat nyhedsgrafiker på Politiken og Ritzau gik jeg i 2011 freelance og leverer i dag primært illustrationer og bladtegning - men også fortsat infografik - til en lang række dagblade og magasiner. Sideløbende med tegnearbejdet maler jeg og har udstillet på talrige gallerier og i kunstforeninger. Jeg har siddet i Visuelt Forums bestyrelse siden 2003. 

Karina Bjerregaard

Karina Bjerregaard

Karina Bjerregaard

Efter otte år som formand og ti år som næstformand har jeg valgt ikke at genopstille som formand. Der skal være plads til nye og engagerede kræfter og nye og spændende initiativer!

Men jeg vil gerne fortsætte med at gøre en indsats for fælles VIF-bedste ved at arbejde i bestyrelsen med de ting, jeg brænder for og har oparbejdet stor erfaring med:

- efteruddannelse/minikurser/arrangementer
- studietursudvalg
- ophavsret: Ophavsretsfonden og VISDA’s bestyrelse
- nyhedbrevet (skriverier og korrektur)
- VIF’s efteruddannelseslegat
- observatør i HB
- vidensdeling i al almindelighed

Glæder mig til at komme i gang!

----------

Desuden genopstiller Jesper Clausen til bestyrelsen. Jesper har været med i bestyrelsen i to år og har lagt et stort arbejde i blandt andet arrangementer og studietur.

Christina Fromberg genopstiller også. Hun har de seneste syv måneder været konstitueret som næstformand. Christina har især arbejdet med kommunikation og studietur og været trofast referent til bestyrelsesmøderne.

Kommentarer