Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Kan du klare dig for 60%?

Tanker om to tendenser registreret ved WLGD 2018

WLGD - Jacob Printzlau på scenen. Foto: Lars Pryds

Lars Pryds Jacob Printzlaus freelance-tilværelse afbildet som en forstærker.
Daniel Gjøde (tv) og Mark Porter er rykket ned på tilskuerrækken.

Årets We Love Graphic Design er afviklet i fin stil. Som vanligt var seminaret en herlig blanding af inspiration, faglig pral og drengerøvsæstetik – i år tilsat asiatiske krydderier, dødningehoveder og hård rock. Naturligvis er ikke al input fra scenen lige relevant, når man er tilbage i egen andedam, men selv om man ikke selv designer t-shirts, medicinal-emballage eller sushi-restauranter, er man da et skarn, hvis man ikke får noget med hjem fra en actionpacked lørdag som den i Dronningesalen 6. oktober.

Så hvad fik jeg med hjem i posen denne gang? Mest iøjnefaldende var et par tendenser, som måske i virkeligheden er udtryk for to sider af samme sag.

Frie og kreative
Første tendens kan beskrives med ordet: “Freelance”. Ingen af de seks forelæsere var ansat ved en af de store, gamle, stolte designvirksomheder, men derimod enten selvstændige eller iværksættere. Flere af talerne havde dog tidligere været ansat i sådanne virksomheder – tydeligst Mark Porter med en karrieredefinerende fortid på engelske The Guardian. Daniel Gjødes Stupid Studio er vokset fra enkeltmandsfirma til mellemstor virksomhed, mens de veletablerede, gamle mastodonter glimrede ved deres fravær.

Naturligvis kan det være et tilfælde, at programmet blev sammensat på denne måde i år, men det er alligevel tankevækkende, at man kigger i retning af enkeltpersoner eller mindre virksomheder for at finde det nyskabende.

Er det udtryk for en individualisering i den grafiske verden eller bare en følge af den generelle fascination af det personlige brand fremfor en fællesskabs- og loyalitetsfølelse for virksomheden? Måske. Medvirkende er formentlig også de mange sparerunder på medievirksomhederne, hvor designstrategier underlægges stramt styrede Excel-genererede budgetter, og medarbejdere afskediges og tvinges til søgen efter nye opgaver. I praksis med en indtjening baseret på forskellige kilder, personlig identitet og dermed freelance.  

Det personlige projekt
Den anden tendens ved årets WLGD var det stærke fokus på “Personal Projects”. Efter de første fire talere kunne man få den opfattelse, at arrangørerne havde stillet som et krav, at alle skulle vise eksempler på noget, der ikke giver penge men til gengæld høj personlig tilfredsstillelse.

Selv erfarne Mark Porter viste et designprojekt, som han havde haft det rigtig sjovt med – men mon dog ikke han har fået sit sædvanlige honorar fra det italienske magasin Internazionale for at lege redaktør af en undergrundsavis som den kunne have set ud i 1960erne?

Anton & Irene, et ungt makkerpar med tegnestue i New York, lagde allerede ved opstarten af deres virksomhed arbejdstiden fast efter en 60/40-fordeling: 60% af tiden skulle gå med opgaver for kunder, 40% med arbejde på egne lystbetonede, selvdefinerede og (som udgangspunkt) ikke-indtægtsgivende opgaver.

Er det overhovedet muligt?
Umiddelbart lyder det jo fantastisk – og vækker mindelser om dengang for 15 år siden, da Google gav alle ansatte lov til fri leg i 20% af arbejdstiden – ud fra den tankegang, at der kommer noget både godt og inspirerende ud af at have ubekymret arbejdsro til egne ideer. Onde tunger mener dog, at fri-leg-20%-reglen efterhånden udviklede sig til en arbejd-ialt-120%-regel…

Det kræver jo et vist overskud – både psykisk og økonomisk – at afsætte en stor del af sin arbejdstid til opgaver, der (måske) ikke er indtægtsgivende. 40% er i hvert fald en ordentlig mundfuld for en dansk gennemsnitsfreelancer. Definerer man sin arbejdsuge til at være på fx 60 timer i stedet for de “normale” 37, lyder 60/40-regnskabet lige pludselig mere realistisk – men måske ikke helt så tillokkende, hvis man godt kunne tænke sig en smule “almindelig” fritid derudover. Og hvem kan ikke det?

En konklusion og opfordring kunne være, at vi hver især husker at variere vores tilværelse med forskellige typer opgaver – i det omfang, der passer til den enkelte, uanset om man kategoriserer den medgåede tid som fritid eller arbejdstid. Og for en freelancer er skellet mellem de to jo alligevel konstant flydende og kan næppe gøres op i pæne, runde procenttal. 

Læs også:
Årets talere på WLGD: Vores bedste design 2018

 

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.