Kalligrafi på Løgumkloster Højskole
Det var tydeligt at mærke, at der var mange gengangere på kurset med Allan Daastrup og Oriol Miro. Det gav en god, afslappet stemning fra starten. Det er to meget kompetente undervisere, som de første par dage tog os igennem dels den historiske baggrund for Cancellaresca kursiv, og dels den håndværksmæssige opbygning.
Grundøvelser i form og rytme udviklede sig hen ad ugen til mere frihånd og kreativ fortolkning. Lige det mål jeg havde håbet på, og som jeg godt kan se brugt i mit daglige arbejde.
Foruden at få slået fast endnu engang at kalligrafi kræver mange timers øvelse, så har vi fået en omfattende gennemgang af historik og praktik. Vi har været omkring forskellige typer blæk, penne og andre skriveredskaber. Vi har lavet vores egen pen af sodavandsdåser samt papirslygter af de mange øveark til fyrfadslys, der blev brugt til den afsluttende middag på højskolen.
Afslutningvis havde vi en fernisering med de øvrige værkstedskurser med både ”mesterværker” og øveark. Altid meget lærerigt at se, hvor forskellige resultater, der kommer ud af samme opdrag.
Det har været et meget udbytterigt kursus. På det faglige såvel som det sociale plan (netværk). Placering af kurset på Løgumkloster Højskole har desuden tilført endnu flere givende oplevelser som ekskursioner, fællessang, havevandring mv. Virkelig godt med den slags pauser :)
Der bliver arbejdet på at gentage successen næste år.
Oriol havde, imponerende nok, kalligraferet samtlige 16 dimplomer i løbet af én dag. Derfor nænnede jeg ikke, at han skulle rette fejlen i navnet. Min kompagnon, Hanne Koch, og jeg har alligevel et nærmest symbiotisk forhold :D
Billedtekster
Billede 1: Nærbillede fra det afsluttende fællesprojekt.
Billede 2: Vores to, meget kompetente –og meget forskellige, undervisere, Allan og ”Uri”.
Billede 3: Udsnit af et øveark baseret på de ord, der nu falder én ind.
Billede 4: 16 meget tilfredse elever ved ferniseringen på sidstedagen.
Billede 5: De første dage med ”opvarmning” og basale kalligrafi- øvelser laves med blæk lavet af valnødder.
Billede 6: Kalligrafi a la Oriol Miro.
Kommentarer