Julie Asmussen – "Hvad har du gang i?"
Julie Asmussen fortæller lidt om sit freelanceliv i vores serie, hvor medlemmer fortæller om, "hvad de har gang i".
Som freelancer er det altid svært at balancere arbejde og fritid, og her i efteråret har jeg fået sagt ja til alt for meget. Tilsyneladende små opgaver er vokset i kompleksitet, og en enkelt tryksagsopgave (som jeg ellers ikke har lavet i årevis) har sneget sig ind i porteføljen.
Min store, faste freelanceopgave er Fagbladet 3F, som jeg netop nu sender til tryk for sidste gang i år. Et af de mest besværlige, men også sjoveste (især når man er færdig) formater at lave kalder vi “Godt gået” i et forsøg på at hylde de mange 3F’eres heroiske og tit upåagtede indsats. Skiftende fotografer tager billedet, min kollega Torsten Høgh Rasmussen laver fotomanipulationerne, og jeg får lov til at komme med gode idéer.
En sjælden gang giver jeg mig af med at illustrere, som oftest til en serie sangbøger som en af mine bekendte og hendes musikpædagogkollega har udviklet. Det er hyggeligt at sidde med, når man mest laver teksttungt magasinlayout til daglig.
I efteråret har jeg undervist i Typografi på DMJX’s Akademiuddannelse i Kreativitet og Design. Uddannelsen lukker, og jeg overvejer, om jeg skal udbyde kurser i eget regi. Her er nogle af mine kursister igang med at prøve kræfter med kalligrafi for at få en bedre fornemmelse for, hvorfor der er forskel på tynde og tykke streger i antikvaskrifter. Det er et kæmpe privilegium at undervise voksne, der altid er meget dedikerede og entusiastiske.
Et af mine seneste fund er Fontself, en lille udvidelse til Adobe Illustrator, som gør det muligt meget hurtigt og nemt at skabe sine egne fonte. Det er helt vildt sjovt at lege med, og jeg har spredt det glade budskab til mine med-VIF’ere på et par aftenkurser, som du kan melde dig til i det nye år. Her er nogle hurtige forsøg tegnet på iPad pro og hentet ind i Fontself på under 10 minutter.
Ved siden af mit daglige arbejde for kunder prøver jeg at klemme små sprækker ind af tid til eget arbejde. I sommer, hvor jeg havde en længere pause i opgaverne, fik jeg lov at male en måneds tid på Fabrikken for kunst og design. Det kom der disse malerier ud af. Jeg er stadig i tvivl om, på hvilket tidspunkt i processen, jeg skal stoppe.
Kommentarer