Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Generalforsamling: Fokus på AI og fremtiden

En lille, men engageret flok af Visuelt Forums medlemmer mødtes til generalforsamling søndag den 18. februar som afslutning på WeekendFestivalen.

generalforsamling

Tine Johnsen

Bestyrelsens beretning

Formand Janne Høgshøj fremlagde beretningen:

2023 var jubilæumsår – Visuelt Forum fyldte 25 år og fejrede dagen med et velbesøgt arrangement i forbundshuset på Gl. Strand. Der var oplæg om kreativitet, jubilæumstaler – og masser af netværk og udveksling af gamle minder medlemmerne imellem.

Visuelt Forum var i 2023 involveret i 27 events og arrangementer for medlemmerne. AI-kurserne blev der afholdt syv af, og de tiltrak hver gang mange medlemmer, ivrige efter at lære om de nye værktøjer og diskutere, om AI er en velsignelse eller en forbandelse. ”Visuel kommunikation i et følelsesperspektiv” var også en topscorer og blev afviklet fire gange med Anne Mette Hartelius fra DMJX som oplægsholder.

Herudover var der blandt andet arrangementer om medlemmernes sideprojekter, vi foldede lampeskærme med origami, lærte om plakatkunstneren Ib Antoni, besøgte lysinstallationer i Cisterne på Frederiksberg, og vi var på omvisning i Matisseudstillingen på SMK.

Af store arrangementer deltog vi igen i år blandt andet i endags-seminaret We Love Graphic Design med seje, spændende og inspirerende speakers fra ind- og udland. Og 17.–18. februar var der weekendfestival på Holmen i København med tema om Mod, Nysgerrighed og Kreativitet.

Læs hele beretningen her.

Debat om AI

I beretningsdiskussionen gik snakken om AI, og hvordan det vil påvirke vores fag, samt om ledigheden for vores faggruppe og de mange freelancere, som kæmper med en meget lav indtjening.

Kasserer Elisabeth Schioldann von Eyben kunne fremlægge et regnskab med et lille overskud, og hvor cirka 80 procent af udgifterne var gået til arrangementer og aktiviteter for medlemmerne. Det var Elisabeths sidste generalforsamling i Visuelt Forum, da hun er lige ved at være færdig med sin nye uddannelse til socialrådgiver.

Der blev valgt fire nye medlemmer til bestyrelsen, og den nyvalgte bestyrelse ser sådan ud:

Janne Høgshøj (formand), Anne Bundgaard, Karina Bjerregaard, Dorthe Meyer (nyvalgt), Pia Hansen (nyvalgt) og Jan Thaulow Nielsen (nyvalgt).

Samt Maja Bursøe som suppleant (nyvalgt).

Se hjemmesiden med omtale af WeekendFestivalen her.

- Karen Hedegaard

Visuelt Forum

Tine Johansen