Frustreret billedredaktør: Min primære opgave er at oplære generalister i, hvordan de skal udføre … tja, mit job

Vi har fået lov at bringe dette debatindlæg af Ulla Sauerberg, billedredaktør (tidligere bragt i Politiken).

»Er det her en joke, eller har praktikanten fået frie tøjler? I må altså altid ringe, hvis I skal bruge grafisk assistance …«. Ordene er ikke mine, men en grafikers, som jeg følger på Instagram, der havde postet et billede af en plakat, som i hendes optik ikke var særlig vellykket. Som billedredaktør forstår jeg til fulde grafikerens forundring og frustration, for jeg ser desværre også mange eksempler på ting, der f.eks. er plastret til med pixelerede amatørfotos, og som hverken passer til tekst eller layout.

Men hvorfor er det, at mange får lov til f.eks. at finde fotos, layoute, fotografere eller designe, hvis de ikke er kvalificeret til det, og resultatet er, at produkterne ser discountagtige eller uprofessionelle ud? Er det, fordi det visuelle udtryk bare ikke bliver vægtet særlig højt, eller har man vænnet sig til ringe kvalitet? Skyldes det mangel på forståelse af, at det kræver nogle kompetencer at udføre arbejdet, og hvilke? Eller handler det dybest set bare om bundlinje, og at man gerne vil spare de visuelle fagspecialister væk? Svaret blæser i vinden.

Faktum er dog, at vi er mange fotografer, grafikere, layoutere, illustratorer, designere og billedredaktører herhjemme, der føler os som en uddøende race, fordi arbejdsopgaverne forsvinder. For hvorfor hyre en dansk illustrator, hvis man kan få tegnet noget meget billigere af en polsk illustrator eller layoutet magasinet i Letland? Alle kan vel også finde et foto, layoute en brochure eller lave en video, så det kan man vel lige så godt udlicitere til en studentermedhjælper? Sådan lader tankegangen til at være, og manglen på den faglige respekt gør nas.

Jeg talte på et tidspunkt med en pressefotograf, der fortalte, at alle hans fotografkollegaer var blevet sparet væk på avisen, hvor han arbejdede. Den eneste årsag til, at han stadig havde sit job, var, at ledelsen havde brug for en, der kunne lære journalisterne at fotografere samt kunne træde til ved sværere tekniske opgaver. På samme måde er min primære arbejdsopgave som billedredaktør ikke længere billedsøgning, men at hjælpe, oplære og rådgive oceaner af generalister i, hvordan de skal udføre … tja, mit job.

Vi er så mange fagspecialister, der føler os som det sidste hvide næsehorn tilbage på savannen

Selv om jeg et langt stykke hen ad vejen godt kan forstå hele den agile tankegang i forhold til, at folk skal være generalister frem for specialister, så er der dog ét problem: Fagspecialisterne kan godt lære andre, hvordan man f.eks. betjener et kamera, finder et foto eller layouter en brochure, men hvis resultatet skal blive godt, kræver det først og fremmest, at folk er visuelt begavede. Men det er jo bare langtfra alle, der er det. Sagt på en anden måde: Jeg kan sagtens lære andre, hvordan man f.eks. beskærer et foto, men jeg kan ikke nødvendigvis lære dem at gøre det på en pæn måde, da det forudsætter, at de har en veludviklet billedsans. Så hvorfor er det lige præcis, at mange skal sidde med arbejdsopgaver, som de hverken har lysten eller evnerne til at udføre, og hvis resultatet bliver derefter? Er det ikke nogle gange bedre at have nogle få, der er rigtig gode til noget, frem for en masse, der er middelmådige?

Jeg ville ønske, at der blev reflekteret mere over de konsekvenser, det har, når specialisterne forsvinder. For det har konsekvenser, og ikke kun i forhold til kvaliteten. For hvor meget har man egentlig sparet, når folk bruger ti gange så lang tid på billedsøgninger end en erfaren billedredaktør, fordi mange er urutinerede og ikke ved, hvor og hvordan man skal søge? Når bogen skal i trykken, og redaktøren opdager, at fotos ikke kan bruges, fordi opløsningen ikke var god nok?

Set ud fra mit perspektiv er det en fejlslagen strategi, at det visuelle nedprioriteres og udliciteres, og at der ingen kvalitetssikring er. Jeg synes, at det er ærgerligt, at vi er så mange fagspecialister, der føler os som det sidste hvide næsehorn tilbage på savannen, fordi arbejdsopgaverne forsvinder, og fagligheden undermineres. Jeg ville sådan ønske, at der kom en større forståelse for, at det at kunne tage eller finde et foto, lave en video, layoute eller designe kræver nogle visuelle kompetencer, som ikke er alle forundt, og at folk burde lave det, de nu engang er bedst til.