Find din egen tilgang til Instagram
Grafisk designer Berit Winsnes brugte sit efteruddannelseslegat på at styrke arbejdet med Instagram.
Jeg havde brug for et kompetenceløft og noget ny inspiration i mit arbejde med Instagram. Bl.a. ville jeg gerne lære at lave reels. Derfor hev jeg fat i Mette, som jeg tidligere har brugt som konsulent. Mette Willert er Content Strategist og Visuel Storyteller og kunne tilbyde et forløb målrettet mit behov, som indbefattede to workshops og et online møde.
Jeg har i nogle år været redaktør af instagramprofilen @udstillingssted_for_tekstil, hvor jeg tager alle fotos og skriver al tekst. Udstillingssted for Tekstil (UfT) kalder sig et tekstilt laboratorie og har til formål at udbrede viden om det tekstile felt. Instagram bruges til at promovere og informere om de skiftende udstillinger.
Til en start gennemgik vi profilen og så på hvilke opslag, der har genereret mest trafik, hvilke mindst.
Det begyndte med en aha-oplevelse
Mette hjalp mig med at sammenligne UfT’s profil med de to nærmeste konkurrenter, som begge til min store ærgrelse har flere følgere end UfT. Til gengæld har UfT markant højere interaktion med følgerne, hvilket giver profilen større kvalitet. Dette var dels en stor sejr, dels var det med til at bestyrke mig i, at min måde at gribe profilen an på grundlæggende er rigtig og passer til vores følgere.
Vi fik defineret profilens tone-of-voice, hvor kodeordet er ”finurlig”, vi vurderede, at profilen fortsat skulle være dansksproget, og vi gennemgik relevante hashtags, hvor antallet i dag skal være færre, end de var før.
Desuden gennemgik vi antal opslag pr uge og brug af stories og højdepunkter. Konklusionen var, at tre varierede posts per uge er passende, sammen med fem stories – som NB ikke må lægges op i bunker – en story afløser den næste.
Instagram skifter, som typisk SoMe-medie, ofte præferencer. Bare på de måneder, mit forløb med Mette strakte sig over, skiftede algoritmen fra at foretrække en reel om ugen, til at det er tilstrækkeligt med to reels om måneden. Heldigt for mig, for reels er ikke optimale i ret mange opslag på UfT.
Reels, som typisk er et mix af video og stillbilleder, er problematiske, når jeg skal præsentere en kunstner, idet følgerne ofte gerne vil dvæle i længere tid ved de enkelte værker.
Men jeg er begyndt at bruge flere videoer i karrusel-opslagene, som nu er et mix af stillbilleder og video, hvor stillbillederne giver mulighed for fordybelse, mens videoerne er stemningsskabende.
Desuden har jeg fået et gevaldigt løft i forhold til at tage relevante billeder og videoer. De to workshops blev afholdt på Udstillingsstedet, så jeg med det samme kunne afprøve nye teknikker. Jeg er blevet skarpere på at tage videoer, som egner sig til Instagram, blevet bedre til at sætte lys, og har fået gode fif til at variere motiver, zoom og panorering.
Et par gode råd, hvis du selv arbejder med Instagram
Brug app’en CapCut til at redigere videoer og lave reels – den er intuitiv og enkel at bruge. Vær bevidst om din målgruppe, når du planlægger, hvor mange opslag du vil poste – det er ikke alle, der vil tæppebombes. Og brug det professionelle kontrolpanel til at aflæse dine resultater og på den måde forbedre dine opslag. Der er mange gode råd i forhold til, hvordan man bedst styrer sin Instagram-profil, men ikke alle passer til din profil.
Tak til Visuelt Forums Efteruddannelseslegatudvalg for tildelingen og tak til VISDA for at stå bag finansieringen.
- Berit Winsnes