Escape the Arcade
Interaktiv designer Julie Bjørnskov elsker at arbejde med interaktion – derfor brugte hun sit arbejdslegat til at udvikle et escape room-spil til spillekonsollen Playdate. Her fortæller hun om sin proces.
Proces
I løbet af de seneste par måneder har jeg arbejdet på at udvikle et escape room-spil til spillekonsollen Playdate – Escape the Arcade. Det har været en yderst lærerig proces for mig på mange områder. Det har været en spændende udfordring at arbejde med 1-bit pixel art og forenkle mine illustrationer til en skærmstørrelse på 400x240 pixels.
Overblik
Med over 120 illustrationer i dette projekt har det været en fascinerende proces at lære at bevare overblikket over, hvordan illustrationerne skal udvikle sig og skabe en spændende progression mellem varierede billeder. Det at arbejde i 1-bit, hvor der kun er sort/hvid, var en stor udfordring, da jeg er vant til at arbejde med mange farver i mine værker. Jeg lærte at bruge forskellige tekstur-brushes i Procreate til at skabe variation i illustrationerne.
Alle illustrationer er lavet i forskellige lag, så de kan parallakse, når man scroller igennem historien. Det er en god øvelse at tænke sine illustrationer i lag og forestille sig, hvordan det kan se mest spændende ud. Der er også små animationer undervejs i historien for at gøre den mere levende.
Grafiske opgaver
Det har været helt fantastisk at fordybe mig i udviklingen af et fuldendt spilforløb, hvor jeg har givet mig selv lov til at skrive en nostalgisk, finurlig historie om en pige fanget i en arcade maskine. Jeg har lavet karakterdesign til hovedpersonen og diverse biroller, og jeg har flettet en lang række kryptiske opgaver ind. Jeg har udfordret mig selv i at lave dem grafiske, så brugeren er tvunget til at kigge på illustrationerne igen og igen for at løse opgaverne. Jeg har forsøgt at gå væk fra klassiske tal-koder og i stedet udfordre spilleren til at løse opgaverne grafisk.
Erfaring med kode
Jeg har også opnået erfaring med kodning og lært, hvordan jeg integrerer mine illustrationer i Lua, samt hvordan jeg kan samarbejde med en programmør ved hjælp af Git. Dette har været to essentielle læringsmål for mig, da det i fremtiden vil give mig bedre muligheder for at samarbejde med spilprogrammører, forstå deres systemer og indarbejde mine illustrationer i deres kode.
Mere om spillet
Jeg valgte at udvikle et spil til playdaten, fordi jeg elsker at arbejde med interaktion.
Jeg synes, det er spændende at udvikle en historie, hvor læseren også spiller en væsentlig rolle, hvor jeg kan udtænke opgaver og puzzles, der vil være spændende og udfordrende at løse. Det giver en ekstra dimension til oplevelsen, at det kræver noget mere hjerneaktivitet fra læseren for at kunne komme videre i historien.
Escape the Arcade er udviklet i et framework til playdaten, der hedder panels. Der gør det muligt at lave en tegneserie med parallax effects, hvor man styrer igennem tegneserien med at lille håndsving. Det giver en rigtig fin dybdevirkning i billederne, og det har også været interessant at tilpasse den rigtige mængde parallax til lagene i mine illustrationer, så det ser mest realistisk ud. Og giver den bedste dybdevirkning i de ellers flade og pixelerede billeder.
Det var måske lidt tilfældigt, at det lige blev playdaten mit spil blev udviklet til. Min mand forudbestilte den for to år siden, og vi modtog den i august næsten to år efter, den blev bestilt. Vi havde ikke haft den særlig længe, før vi fik ideen til at udvikle vores eget spil til den. (Min mand er ingeniør og kan det der med at programmere, så det har han hjulpet mig meget med). En stor del af miljøet omkring playdaten er et kreativt fællesskab, hvor folk arbejder i open source og hjælper hinanden med at udvikle til den. Derudover er det også meget nemmere at udvikle til playdaten, da den er så begrænset i sine muligheden, med den lille skærmstørrelse og de få knapper. Det kræver jo efterhånden et kæmpe team at udvikle spil til Xbox og Playstation, men med playdate kan man gøre det nærmest som enkeltperson.
Se mere om spillet her
Lidt om mig
Jeg arbejder som selvstændig interaktiv og motion designer i Aarhus, og jeg er vild med det! Jeg har en Bachelor i Interaktivt Design fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Jeg brænder for at lave interaktive installationer, spil, motion design og visuals.
Jeg nyder at skabe stemninger, finde ind til essensen af historien og udtrykke den via lyd og billeder. I den kreative proces forsøger jeg at udfolde alle kreative aspekter ved både at kombinere analoge og digitale medier og udforske nye teknologier. Jeg elsker at finde inspiration i hverdagens finurlige øjeblikke og gribe den charme, der er lige nu og her.
Musik og lyd er betydningsfulde dele i mine visuelle projekter.
Som designer har jeg især arbejdet med:
- Interaktive kunstinstallationer
- Kreativitet, idé og konceptudvikling
- Motion Graphics / Animation
- Illustration
- Escape rooms og spil
- Virtual Reality
- Visuelle identiteter
-Julie Bjørnskov