Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Den første gang

Janne Høgshøj, der er nyt bestyrelsesmedlem i Visuelt Forum, skriver om sine indtryk på DJ's delegeretmøde, som blev afholdt 28.-29. april i Kolding. Visuelt Forum deltog med 11 delegerede.

JH ved trykpressen

Janne Høgshøj Janne Høgshøj sidder foran den gamle trykpresse med en coffee table book om digital design i hænderne og iført grafisk design fra den danskeren Finn Hendil, der skabte prøvebilledet til Philips. Billedet er taget på Mediemuseet.

EN DAG MED FREMTIDENS FAG
Visuel og skriftlig kommunikation er udfordret. Alle synes, de kan skrive, tegne, fotografere, trykke og formidle. Vi har en smartphone, der kan det hele - lidt til og meget mer'.

Som selvstændig grafiker, skribent, reporter og også ansat som underviser i digital konceptudvikling, var delegeretmødet i DJ med folk fra alle brancher derfor en spændende oplevelse. Jeg har altid været politisk og fagligt aktiv og også været medlem af mange netværk og organisationer. Utallige gange har jeg siddet, lyttet, snakket, stemt og festet til landsmøder, generalforsamlinger og årsmøder - og nu for første gang i Dansk Journalistforbund som medlem af Visuelt Forum. 

NÅR SKÆRMEN ER SLUKKET ER PAPIRET DER STADIG
Visuel kommunikation er en branche, der er ved at genopfinde sig selv. Og det trykte medie er desværre blevet droppet på flere og flere uddannelser. Men det er vigtigt at beherske både det trykte og det elektroniske medie, hvis man skal rådgive sine kunder. Husk - at når skærmen er slukket, er papiret der stadig.

Og papir skaber ro og fordybelse. De unge vil godt være med på papiret -  hvis det giver mening og gør en forskel. Det savnede jeg mere om på delegeretmødet. Indenfor den digitale kommunikation er det næsten et fuldtidsjob at følge med udviklingen og holde sig opdateret om nye metoder, værktøjer og trends. Det blev der til gengæld snakket meget om på mødet - på talerstolen, ved bordene, i krogene, baren og i de sene nattetimer. 

MENNESKER, MEDIER OG MULIGHEDER
På mødet var det også spændende at møde unge, ældre, pensionerede, kendte og ukendte fagfolk fra de forskellige brancher. Og mange snakkede som nævnt om digitalisering, automatisering, trolde, robotter, forstyrrelser, shit storme, fake news og information overload.

Men vi skal også huske mediehistorien - "Fra Gutenberg til Zuckerberg". Den historie kunne ses indtil for nylig på Mediemuseet i Odense - udstillingen er nu nedlagt og flytter til andre lokaler. Spændende at se hvordan den genopstår... Det synes jeg vi skal snakke og vise mere om i fremtiden - på møder, kurser og konferencer om rigtige mennesker, seriøse medier og de mange muligheder.

Læs om beslutningerne på DJ's delegeretmøde

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.