Creative Talks
Fire oplægholdere, tre timer med inspiration og netværk.
Henriette Wiberg Danielsen fortæller:
"Efter Creative Talks, som Visuelt Forum afholdt i samarbejde med HK Grafisk d. 22. maj, blev jeg bedt om at skrive lidt om min oplevelse af arrangementet.
Jeg har virkelig ikke været god til at melde mig til VIF's arrangementer – og når jeg endelig fik lettet rumpetten og kom afsted til dette møde, var det fordi en anden VIF’er spurgte, om jeg ville med.
Og det var godt, at jeg gik med, for det er jo altid inspirerende at høste af andres erfaringer og at høre, hvad andre krøllede og kreative hjerner går og sysler med.
Det var fire meget forskellige oplæg – og det var kun godt, for det gør, at de hver især står klart i hukommelsen og ikke rodes sammen i eftertanken.
Susanne Sus Frederiksens håndlavede bogstaver var et sjovt projekt, som tydeligvis bragte glæde i Susannes hverdag og både inspiration og overraskelse til dem, der præsenteredes for hendes projekt.
Henrik Christensens introduktion til Adobe Spark Page fik mig til at gå hjem og straks kaste mig ud i eksperimenter med den måde at servere billeder og tekst på.
Det var både interessant og glædeligt at høre om Peter Claudells arbejde med børn, klima, genbrug og helt nye og meget gamle teknikker i folkeskolen.
Denne aftens Creative Talks blev rundet smukt af med Bente Stensen Christensens bedårende påklædningsdukker, som helst ville ligne helt almindelige damer.
Tak for en fin aften. Samarbejdet med HK Grafisk er helt sikkert en god idé, og jeg lover fremover at blive bedre til at lette rumpetten og komme afsted …"
Kommentarer