Christian Made Hagelskjær – "Hvad har du gang i?"
Christian Made Hagelskjær, der er uddannet grafisk designer, arbejder hos Det Nordjyske Mediehus med at udvikle den visuelle formidling til nordjyske.dk. Her fortæller Christian om, hvordan de udvikler et nyt visuelt format.
Jeg har selv taget initiativ til, at vi designer et visuelt, journalistisk produkt, og chefredaktionen har givet grønt lys til, at jeg sammen med to journalister og en række andre interessenter på tværs af huset bruger en del tid på det.
I vores strategi skal vi nå en ny målgruppe, og det skal vi blandt andet ved at udvikle nye fortælleformer, nye produkter og nye medier.
Længe har jeg nysgerrigt fulgt mange af de fede formater, som andre medier har udviklet, hvor det visuelle bærer en stor del af fortællingen: Explainervideoer fra amerikanske Vox, webdoks fra DR, digitale fortællinger fra Kristeligt Dagblad og mange flere. Jeg er nemlig overbevist om, at vores målgruppe vil kvittere for mere “show”, mindre “tell”, men vi kan heller ikke kopiere andres formater. Vi skal skabe vores eget.
Det er en kongstanke for mig, at jeg som grafisk medarbejder på redaktionen ikke må være ansat, fordi de skrivende journalister ikke kan finde ud af at bruge Adobe-programmerne. I stedet skal det være min opgave at tænke journalistik med et visuelt udgangspunkt.
Efter at have klarlagt hvordan formatet skal levere på målgruppens behov og give publicistisk og kommerciel mening for virksomheden, brugte vi fire dage på et designsprint.
Det var første gang, jeg arbejdede efter designsprint-metoden, men bestemt ikke sidste. Efter fire dage havde vi indsamlet en masse eksisterende viden fra huset, klarlagt kunderejsen, ideudviklet, udarbejdet en prototype, brugertestet den og draget en række konklusioner.
Det hele mundede ud i, at vi kunne pitche et nyt visuelt, journalistisk produkt for to meget tilfredse chefredaktører. Næste opgave er så – og det er vi i gang med nu – at få udviklet alle de ting, der skal til, for at vi kan gå i drift.
Og jeg er glad, fordi vi nu tager et syvmileskridt i ambitionen om at lave rigtig visuel journalistik.
Da vi klarlagde målgruppens og virksomhedens behov, gik det op for os, at det at styrke relationen til målgruppen var en ret vigtig del.
JJeg er ret vild med at lave de hurtige skitser her, for det giver et meget bedre udgangspunkt for dialog, uden at man behøver pusle i timevis for sin grafiske forfængeligheds skyld.
Adobe XD er et godt værktøj til at lave en realistisk prototype, som brugere kan teste, og som vi kunne vise frem for chefredaktionen.
Kommentarer