Anne von Holck har gang i et nyt kursus omkring bogudgivelse
Som grafisk designer arbejder jeg med boglayout, logo/identitet, webdesign, plakater, skilte, vægdekorationer mm., og i mine frikvarterer laver jeg bla. grafiske mønstre. Og så er jeg lige nu meget optaget af et projekt med at udvikle og afholde et nyt kursus, som jeg gerne vil fortælle om her.
Hvad var inspirationen/baggrunden for projektet?
I forbindelse med layout af bøger kunne jeg for nogle år siden høre mig selv klynke lidt over en tendens i samarbejdet om bogtilrettelæggelse. Jeg oplevede, at en del redaktører var dårligere klædt på til processen end tidligere, og at de stod lidt (for) alene med projekterne. Efter god ping-pong med andre bog-grafikere fandt jeg på idéen at lave et kursus med det formål at hjælpe redaktører (og udgivere i bred forstand) til at få et bedre overblik over alle de praktiske og designmæssige ting, der indgår i en udgivelse. En guide til at gøre processen fra redaktør/udgiver til færdig bog bedre og til at sikre et optimalt samarbejde med grafikeren, illustratoren, trykkeren osv osv. Det blev til kurset Få styr på processen fra manuskript til udgivelse, som jeg inden corona holdt sammen med freelanceredaktør Kasper Monty.
Målgruppen var redaktører, forfattere og selvudgivere, og emnerne var bla.: hvordan organiserer og afleverer man et manuskript, og hvordan forbereder man projektet bedst i forhold til korrektur, omfang, udtryk, layout, sats, illustrationer, trykning, indbinding, e-bog? Hvilke muligheder har man, og hvordan udnytter man dem bedst?
For tiden er der et kæmpe boom i forfatter-selvudgivelser, og det har ført til udvikling af et nyt kursus. Sammen med Anne Zenon, der har PR-bureauet Historieagenten, har jeg udvidet kurset til at komme endnu mere rundt om hele udgivelsesprocessen inkl. markedsførings/PR-delen. Anne og jeg skal holde det første kursus Få styr på din bogudgivelse hos en ny samarbejdspartner: Den Kreative Forretning midt i april, og jeg glæder mig virkelig meget til at møde kursisterne og til at prøve det nye koncept. Kurset består af tre dele: 1. Kom godt i gang, 2. Layout og produktion, 3. Send din bog godt ud i verden. Vi breder ‘udgivelse’ ud til at være bøger i alle kategorier plus magasiner, kataloger, digitale udgivelser m.m.
Hvad er den største udfordring?
Det er en stor udfordring at gøre opmærksom på kurset de relevante steder – og til de rigtige personer. Det tidligere kursus blev afholdt for en gruppe redaktører fra et forlag, som jeg i forvejen arbejdede sammen med, og senere blev kurset afholdt hos Mediernes Efteruddannelse. Det nye kursus afholder vi hos Den Kreative Forretning, og det er en god ting at blive en del af deres kursustilbud og have glæde af deres erfaring med det praktiske og med markedsføringen.
Det er selvfølgelig også en udfordring at finde tid til både kursusprojektet og mine grafiske-design-opgaver :-)
Hvad lærer jeg?
I kursusprojektet lærer jeg en masse om, hvordan jeg videreformidler mine erfaringer og min viden om tilrettelæggelse og udgivelser bedst. Og samarbejdet med Historieagenten lærer mig en masse om forfatteres PR-muligheder og om selve skriveprocessen. Det er super inspirerende. Noget tredje er, at Den Kreative Forretning og Historieagenten har hevet mig ind i SoMe-markedsføringen af kurset – noget jeg absolut ingen erfaring har med. Det er nyt og lærerigt og sjovt, men også udfordrende og grænseoverskridende for sådan en som mig.
Jeg håber, at kurset vil blive holdt masser af gange. Ikke mindst fordi jeg brænder for at bidrage til forståelse for og forbedring af samarbejdsprocessen omkring at udgive gode bøger.
– Anne von Holck
Kommentarer