Anne Bundgaard – "Hvad har du gang i?"
Anne Bundgaard er selvstændig designer og kunstner og sidder i et kreativt kontorfællesskab ved navn Fællesskabet i Valby. Hun arbejder illustrativt inden for kunst og design. Her præsenterer hun lidt af sit arbejde for os.
Jeg var ved at lave et gavlmaleri til Paradis is i Brønshøj, da en mand parkerede i sådan en flot gammel Porsche, jeg altid har ønsket mig. Han begyndte at udspørge mig om mit gavlmaleri, og jeg viste ham min skitse. Så sagde han, jeg lige skulle kigge ind på hans kontor lige ved siden af, fordi han ejede en masse ejendomme og kunne godt tænke sig noget kunst. Helt skørt! Men for at gøre en lang historie kort var han direktør i Arca Bolig, som har stiftet Human Act, der arbejder for at afskaffe den værste fattigdom i verden ved at indføre en rigdomsskat. Så han hyrede mig til at lave et vægmaleri på deres kontor. Eneste krav var at motivet skulle inkludere en elefant, fordi de taler om elefanten i rummet. Opgaven var svær for mig, fordi jeg syntes alle mine skitser lignede noget for børn. Men jeg vågnede en nat og havde pludseligt kompositionen i hovedet. Om morgenen skitserede jeg den hurtigt og tænkte straks, at det mindede lidt om Picassos Guernica. Hvilket jo er bizart, fordi det billede handler om krig og død og ødelæggelse. Men jeg brugte det til min fordel og vendte Guernica på hovedet. I forvejen havde jeg tænkt mig, at Robin Hood skulle indgå i mit motiv. Så den døde mand på jorden i Guernica blev i mit motiv Robin Hood, der slapper af i græsset. Manden, der skriger mod himlen i højre side af Guernica, blev en dreng, der puster sæbebobler. Den lille pære i loftet midt i Guernica blev solen osv. Og i stedet for en hest midt i billedet malede jeg en elefant med en pige og abekongen.
Jeg elsker at fortolke fortællinger og omsætte dem til visuelle historier og har som ambition at komme til at lave flere både i virksomheder og private hjem.
Se mere af Annes arbejde her
Kommentarer