Få øje på dine gode idéer
Kom i gang eller videre med dine sideprojekter og gode gemte ideer. En workshop, inspirations- og netværksaften for alle medlemmer af Dansk Journalistforbund.
Bente Stensen Christensen
Hvornår
25. oktober 2023 17:00-20:00
Hvor
Dansk Journalistforbund, Kursuslokalet Gammel Strand 50, 1202 København K.
Pris
Fra 75.00 kr.
Type
Workshop
Hvorfor
Nogle gange glemmer vi, hvor kreative vi er. Med sideprojekter kan vi udvikle og afprøve kreative udfordringer på vores egen måde og i vores eget tempo – og forhåbentlig få glæde af de nye kompetencer i vores arbejde. Denne aften er for dig, der gerne vil undersøge og afprøve hvilke idéer, der gemmer sig i baghovedet og ikke mindst komme videre med dem.
Inspiration og vidensdeling – hvad og hvordan
Konceptet er 5 korte oplæg, der præsenterer forskellige sideprojekter. Efter oplæggene deler vi os op i små grupper, hvor vi udveksler inspiration og viden, så vi får nye og konstruktive øjne på nogle af de idéer, der på den ene side er en vigtig årsag til at vi elsker vores fag, men alligevel har det med at ligge i skuffen. Vi skal hjælpe hinanden med at få øje på de gode idéer og få dem ud over rampen.
- Oplæg. Vi præsenterer 5 forskellige oplæg, så I får et indblik i de forskellige projekters indhold og proces. Hvert oplæg varer 5-7 minutter.
- Gruppearbejde. I sætter jer sammen i små grupper og idéudvikler på projekter, I gerne vil arbejde med. I bliver hjulpet i gang med spørgsmål og tidsrammer.
- Opsamling af idéer. Hvad vil I hver især gerne arbejde videre med. Hvad er næste skridt. Er der nogen, der kender nogen. Hvilke milepæle kan I sætte, og hvornår vil I være i mål? Som afslutning skriver I kontrakt med jer selv om jeres projekt.
Du bliver guidet igennem arrangementet af Ulla Korgaard og Bente Stensen Christensen.
Vært: Janne Høgshøj, formand Visuelt Forum post@visueltforum.dk
---
Oplægsholdere
Toril Bækmark fortæller om sit projekt "Lillith"
Jeg har altid arbejdet med projekter ved siden af, mest for at arbejde mere personligt og lege med teknikker.
I 2021 begyndte jeg at arbejde med længerevarende projekter hvor jeg også stod for struktur og tekst. Jeg startede med projektet “Mor", om at være mor i alle sine afskygninger, det projekt ledte til "Lilith, Adams første kone”.
Det giver mig udfordringer, at jeg ikke selv skriver, men jeg har valgt at se det som en efteruddannelse og får nu manuskriptstøtte gennem Dansk Forfatterforening.
Ønsket er at tager ejerskab over mine projekter … har flere i ærmet:-)
Se mere om projektet MOR på: https://www.torilbaekmark.dk/post/nyt-kreativt-projekt
Toril er uddannet på Danmarks Designskole 1996, Visuel Kommunikation.
Udvekslet til Warszawa Kunstakademi, tegning og Illustration 1993, Hvilket kom til at præge hendes stil meget.
Toril har været Selvstændig siden 1998 og arbejdet som grafisk designer og illustrator de første 10 år, siden fuldtid illustrator indenfor reklame, magasiner, museer og illustration til bøger
---
Grethe Bruun fortæller om sit projekt med håndtegning, collage og papirklip:
"Jeg vil gerne arbejde mere rumligt og lave eksperimenter med flere lag papir, med lys, med foldning af papir, indenfor emnet natur."
Grethe Bruun er uddannet grafisk designer fra Danmarks Design Skole. Hun arbejder som selvstændig designer med speciale i illustration, infografik og bogdesign. Hun har en passion for papir og stoflighed.
Grethe Nielsen fortæller om sit projekt "Den nøgne sandhed"
Jeg opdagede, hvor vigtigt det er for mig at konstruere en "motor", der holder gang i og retning på mit kreative arbejde.
Motoren blev at udgive en tegning HVER fredag på mine sociale medier; Facebook og Instagram.
Og olien til motoren blev at lade et aktuelt emne fra ugen bestemme indholdet.
Gevinsten blev, at jeg fik øvet mig i anatomisk tegning, karikaturportrætter, præcise formuleringer, brug af Photoshop ... og sociale medier."
Grethe Nielsen er uddannet journalist og arbejder i dag som skribent og tegner.
---
Ulla Korgaard fortæller om sit projekt "Københavns Bymønstre"
Ulla har designet en serie mønstre inspireret af Københavns forskellige bydele. Hun fortæller om sin proces: inspiration-foto-skitse-digitaliser-farvelæg-mønster
Ulla er selvstændig grafisk designer i designeriet.com siden 2008. Se flere mønstre på instagram https://www.instagram.com/designeriet/
---
Bente Stensen Christensen fortæller om sit projekt "Påklædningsdukker fra kunsthistorien"
De seneste 10 år har Bente tegnet påklædningsdukker med overraskende udfordringer. Det er sideprojekter, der både byder på tegning, tekst og masser af research.
Denne aften fortæller Bente om påklædningsdukker fra den vestlige kunsthistorie, der får nyt tøj og nye muligheder for at tage del i det virkelige liv.
Se flere eksempler på sideprojekter på https://www.instagram.com/bentegirafisk/
Bente har arbejdet som selvstændig grafisk designer og tegner siden 2000.