Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Tilbage til arbejdet efter stress

Det kan være svært at vende tilbage på arbejde efter at have været sygemeldt med stress. Måske kan du ikke gennemskue processen for genopstart og bliver i tvivl om, hvorvidt du kan leve op til forventningerne. Hvordan skal du gribe det an?

DJ har lavet en guide, der skal hjælpe dig som medarbejder til at komme tilbage på arbejde efter at have været sygemeldt med stress. 

Forbered din tilbagevenden

Før du starter på dit arbejde igen, er det vigtigt du kender til de muligheder, du har, for at ændre på de årsager, der har ført til, at netop du er blevet stresset. Har du fx:

  • haft for stor en arbejdsbyrde?
  • haft skiftende arbejdstider?
  • haft uklare arbejdsopgaver?
  • haft et dårligt arbejdsmiljø?
  • været ”på”/tilgængelig døgnet rundt? 
  • fået mindre god eller dårlig støtte fra kolleger? 
  • haft en dårlig ledelse?
  • haft for store forventninger til din egen formåen?

Hvis du ikke identificerer og håndterer årsagerne for din stress, er der sandsynlighed for, at du får et tilbagefald.

Når du derimod kender til årsagerne, kan du sammen med din arbejdsgiver lave en plan for, hvordan I skaber de bedste betingelser for din genopstart. På den mådefår du en køreplan for din tilbagevenden, der er holdbar for dit helbred. 

Brug mulighedserklæringen som udgangspunkt for en samtale med din arbejdsgiver. Den hjælper dig og din arbejdsgiver med at afdække, hvad du kan holde til på dit arbejde under din genopstart efter at have været stressramt. Mulighedserklæringen skal udfyldes af dig og din arbejdsgiver samt egen læge.

Fastsæt en dato for din tilbagevenden, men vær realistisk, og læg den hellere en uge senere, end du umiddelbart havde forestillet dig – måske også en måned senere. Undgå at lave en fast aftale om, hvornår det forventes, at du er oppe på fuld tid.

Hent mulighedserklæringen og vejledning hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering

Gradvis tilbagevenden

En langsom og gradvis tilbagevenden er afgørende for, at du får en god og forsvarlig start på dit arbejde. Du har været igennem en udfordrende periode i dit liv, og du har brug for tid til at komme dig. 

Derfor er det vigtigt, at du og din arbejdsgiver tager hensyn til din situation, og hvilke begrænsninger du har, så du undgår tilbagefald. Sørg for, at din egen læge har vurderet, at du er klar til at begynde på arbejdslivet igen.

Forslag til køreplan:

  1. Planlæg uge for uge, og start med en gradvis optrapning af arbejdstid og arbejdsopgaver. Første uge kan fx bestå af færre arbejdstimer (max to-tre timer om dagen) fordelt på færre arbejdsdage med få veldefinerede arbejdsopgaver. Herefter kan du løbende optrappe arbejdstiden og arbejdsopgavernes kompleksitet.
  2. Tilrettelæg din arbejdsdag så den som hovedregel tidligst begynder om formiddagen og slutter på et aftalt tidspunkt.
  3. Hold løbende statusmøder, hvor du sammen med din arbejdsgiver taler om, hvordan det går med at være tilbage på arbejdet, om arbejdstiden og arbejdsopgaverne er passende osv.
  4. Få din arbejdsgiver til at informere dine kolleger om din nedsatte arbejdstid og funktion, så de har forståelse for din situation.
  5. Husk på, at perioden er midlertidig, og at det er forskelligt, hvor længe en tilbagevendingsperiode varer. Det kommer an på, hvor hårdt du har været ramt, og hvor store hensyn der kan tages på din arbejdsplads.

Arbejdsopgaver

Det er afgørende, at dine arbejdsopgaver og -mængde er tilpasset den nedsatte tid - særligt i tilbagevendingsperioden. 

Sørg for at få simple opgaver, som er afgrænsede, veldefinerede og uden stramme deadlines og tilpasset efter, hvor langt i forløbet du er, for at sikre, at du ikke bliver belastet. Vær også afklaret omkring, hvilke opgaver du ikke skal løse. Sørg for at få rigelig tid til at løse opgaverne, og hav mulighed for at tage hyppige pauser - det tager tid at få kroppen til at følge med igen. 

Brug evt. en kollega eller tillidsvalgt til at være idé-generator for, hvilke opgaver der er i afdelingen eller andre steder i virksomheden, som du vil kunne bidrage med. Det er vigtigt, at du ikke kommer tilbage til det indhold, der gjorde dig stresset.

Opbakning fra arbejdsgiver og kolleger

Støtte fra kollegerne og din arbejdsgiver er afgørende for, at du får en god og forsvarlig start på dit arbejde. Derfor skal du sørge for, at din arbejdsgiver har informeret dine kolleger om den nedsatte arbejdstid og funktion, så de ikke forveksler det med dovenskab, lav motivation og uansvarlighed.

Arbejdets placering

Overvej, hvor på kontoret det er bedst fysisk for dig at sidde - til at begynde med. Det kan fx være stressende at sidde i et storrumskontor hvor man løbende bliver afbrudt af kolleger og generet af øget støj. Vær opmærksom på, at du heller ikke isoleres fra det sociale fællesskab. Så sørg for at placere dig i nogle rammer, som fordrer fællesskabet og ro til din restitution. 

Hold fast i de gode vaner, du har etableret under din sygemelding. Og husk på de tre ord: nej - hjælp - pyt!

DJ hjælper dig med en plan for tilbagevenden

Som medlem af DJ kan du få hjælp af os til at planlægge din tilbagevenden til arbejdet, så processen lykkes. Vi har tavshedspligt, forstår din branche og har erfaring og ekspertise til at hjælpe dig. Ring til vores stressrådgivere i hverdage mellem kl. 9-16, og få hjælp.