Streamingforbehold
Et streamingforbehold er en klausul, der giver kunstnere ret til særskilt rettighedsbetaling for overdragelse og udnyttelse af deres rettigheder, når deres værker anvendes direkte hos en streamingtjeneste uden en mellemmand. Forbeholdet er vigtigt, da det sikrer, at kunstnere får et passende vederlag for deres arbejde, når det streames online. Det er dermed en betaling for den ’primære’ udnyttelse.
Hvis der er et streamingforbehold, kan en kunstner have ret til betalinger for overdragelse og udnyttelse af sine rettigheder. Vilkår herfor aftales ofte samlet via Create Denmark. Det er især relevant i kontrakter på tv-området, men kan også være relevant i forhold til podcast.
Eksempler på streamingforbehold
Nedenfor er tre versioner, som kan anvendes:
- Det korte forbehold: "[kunstneren] bevarer uanset aftalens øvrige vilkår ret til rettighedsbetaling for primærudnyttelse af sine rettigheder".
- Det korte Create forbehold: "[kunstneren] har ret til betalinger for overdragelse og udnyttelse af sine rettigheder. Vilkår herfor aftales samlet via Create Denmark".
- Det udvidede Create forbehold: "[Kunstneren] har desuagtet aftalens øvrige vilkår ret til særskilt rettighedsbetaling for overdragelse og udnyttelse af sine rettigheder. Vilkår herfor aftales samlet via Create Denmark. Producenten er indforstået med, at fordeling af rettighedsbetaling, herunder royalty, mellem rettighedshaverne besluttes af de relevante forbund i forening, og producenten kan ikke holdes ansvarlig for denne fordeling".
Forbeholdene er formuleret så de kan tilføjes en eksisterende rettighedsbestemmelse uden at skulle ændre i denne.
Forholdet til et Copydanforbehold
Et copydanforbehold sikrer betaling for ’sekundære’ udnyttelser, f.eks. når en TV-distributør eller antenneforening distribuerer TV til deres kunder, eller når en privat virksomhed eller offentlige institutioner vil vise TV for deres kunder eller borgerne. Copydanforbeholdet er almindeligt udbredt på TV-området.
Uden et streaming- og/eller copydanforbehold vil streamingplatformen eller TV-distributøren argumentere for, at kunstneren har overdraget rettighederne og derfor ikke er berettiget til yderligere betaling for den relevante anvendelse.
Relevante funktioner
Streamingforbeholdet er især relevant for:
- Klippere
- Fotografer
- Manuskriptforfattere
- Journalister
- Tilrettelæggere
- Lignende rettighedshavere
Lyd, lys mv
Det kan også være relevant for øvrige funktioner, som f.eks. lyd, lys mv., men på nuværende tidspunkt har Create Denmark ikke indgået rettighedsaftaler for denne type funktioner, da streamingselskaberne mv. ikke anerkender disse funktioner som rettighedsbærende. Et forbehold kan være med til at sikre vederlag i fremtiden for de pågældende funktioner.
Produktionstyper/genrer
Streamingforbeholdet anbefales indarbejdet i alle typer af produktioner på Tv-området herunder:
- Sport
- Dokumentar
- Dokudrama
- Aktualitet
- Underholdning
- Fiktion
- mv.
Fremgangsmåde
Hvis der er tale om en relevant genre og funktion, så anbefaler DJ, at kunstneren har både et streaming- og copydanforbehold.
Hvis kunstneren får afvist at tilføje et streamingforbehold, skal kunstneren ikke nødvendigvis afvise at indgå aftalen, men så anbefales det at kontakte DJ.