Sådan stiller du op til HB og formandskabet
Vil du være kandidat til DJ’s hovedbestyrelse eller formandskab på det ekstraordinære delegeretmøde den 24. november 2019? Læs her, hvordan du stiller op.
Hovedbestyrelsen består af formand, næstformand og 13 øvrige hovedbestyrelsesmedlemmer. På det ekstraordinære delegeretmøde vil der være valg til alle disse poster. Herudover skal der vælges op til seks suppleanter.
Du kan stille op både som kandidat til formandsposten, næstformandsposten og en af de andre pladser i hovedbestyrelsen eller som suppleant.
Hvis du bliver valgt, er du valgt indtil det ordinære delegeretmøde i april 2021.
For at være berettiget til at stille op, skal du være medlem af DJ og have underskrifter fra mindst 15 og højst 20 DJ-medlemmer på din stillerliste. Print din stillerliste (PDF).
Sådan gør du
Du kan give besked om dit kandidatur helt frem til og med den 24. november. Stiller du op på selve dagen skal du give besked til dirigenten.
Listen med kandidater opdateres løbende fra mandag den 28. oktober på DJ's hjemmeside.
Vil du gerne på denne liste, kan du skrive til webmaster@journalistforbundet.dk.
Vedhæft din tekst (helst et Word-dokument og max 4000 tegn) og et profilbillede med fotokreditering. Skriv 'Opstilling til XDEL 2019' i emnefeltet og hvilken post, du ønsker at stille op til.