Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Sociale medier og din ansættelse

Hvis du er ansat i en organisation eller virksomhed, kan du risikere at komme i klemme, hvis du ikke tænker dig om, når du er på sociale medier. Her kan du læse om nogle af de største udfordringer.

Dansk Journalistforbund rådgiver om brug af sociale medier i forbindelse din arbejdspladsen

Mette Secher

Kan jeg blive fyret for min aktivitet på sociale medier?

Ja det kan du, og der er set sager i Danmark. Dog ikke på DJ's område.

Først og fremmest bør du tænke over, hvad du skriver om din arbejdsgiver på sociale medier. Dine opslag bliver formentlig set af rigtig mange venner og måske også din chef og kunder eller konkurrenter til din arbejdsgiver.

Det vil være i strid med din loyalitetspligt, hvis opdateringen undergraver eller belaster din arbejdsgiver. Du bør derfor undgå at skrive noget nedsættende om din arbejdsgiver, kunder eller kollegaer, særligt hvis det er i en grov tone. Gør du det alligevel, kan du risikere at blive fyret. I en sag, som blev behandlet af Ombudsmanden, var en DR-medarbejders kritik af et DR-program for grov. Medarbejderen fik en henstilling af DR.

Husk at din loyalitetspligt også gælder i din opsigelsesperiode, uanset om du er fritstillet eller ej.

Du bør også være opmærksom på, hvornår og hvordan du annoncerer dit jobskifte på eksempelvis Linkedin. Det kan efter omstændighederne være i strid med din loyalitetspligt eller en eventuel indgået konkurrenceklausul.

Du bør være opmærksom på, at du kan risikere at blive fyret på baggrund af din generelle adfærd på et socialt medie, uanset om det vedrører din arbejdsgiver. Dette kunne være tilfældet, hvis du skriver meget nedsættende om en person eller ’liker’ eller ’retweeter’ et opslag med et meget racistisk indhold.

Din adfærd kan medføre, at din arbejdsgiver med rette anser dig for uværdig til at forsætte i din stilling. Hvornår grænsen er nået, afhænger først og fremmest af den stilling, du har. Det kan overordnet siges, at jo mere ansvar og jo højere profileret din position og din virksomhed er, desto mere påpasselig bør du være.

Skal jeg være særligt opmærksom, hvis jeg arbejder som journalist?

Som journalist på et uafhængigt medie skal du naturligvis passe på, at din troværdighed og din integritet ikke sættes over styr ved din færden på sociale medier. Og at dit medies troværdighed ikke lider skade, hvis du fx med et virksomhedslogo på din profil optræder uhensigtsmæssigt.

Både din arbejdsgiver og andre kan se skævt til, hvis du er meget holdningspræget på sociale medier, som du særligt bruger som en del af dit arbejde. En god idé kan være at afholde sig fra politiske diskussioner, så længe du i et eller andet omfang repræsenterer dit medie på eksempelvis Twitter.

Det er ikke umuligt, at en arbejdsgiver ville have retten på sin side, hvis den afskediger dig, fordi du i udstrakt grad har ytret dig til fordel for politiske partier, religioner eller økonomiske interesser på sociale medier. Hvis det er muligt, vil det formentlig kun kunne være relevant i helt ekstraordinære tilfælde, og hvor journalistens objektivitet er streng nødvendig. Her gælder i øvrigt de samme regler, som hvis du skrev et læserbrev eller på anden måde optrådte i traditionelle medier. DJ har dog endnu ikke haft konkrete sager af den art. 

Hvad må jeg skrive om min arbejdsplads på sociale medier?

DJ råder dig derfor til ikke at dele noget på sociale medier, der af din arbejdsplads kan anses for at være interne affærer. Også selvom det måske er uskyldigheder, du ikke selv har noget problem med at dele.

Du må nemlig ikke videregive tavshedsbelagte oplysninger. Du er måske før sluppet af sted med at fortælle en forretningshemmelighed ved et festligt selskab, men hvis publikum i stedet er alle dine følgere på Twitter eller venner på Facebook, kan du nemt få problemer.

Kan min arbejdsgiver forbyde mig at være på sociale medier i arbejdstiden?

Ja, det kan den godt. Din arbejdsgiver må også gerne blokere for de sociale mediers hjemmesider, så du slet ikke kan få adgang til siderne via din arbejdsgivers netværk.

Har din arbejdsgiver sådanne retningslinjer, bør de indgå i en samlet IT-politik for virksomheden.

Kan min chef pålægge mig at bruge en af mine private profiler som en del af mit arbejde?

Din arbejdsgiver kan ikke tvinge dig til at bruge din private profil.

Hvis det er et krav, at du bruger sociale medier som led i dit arbejde, og du ikke ønsker at bruge din egen profil, må du oprette en arbejdsmæssig profil på mediet. Du bør dog være opmærksom på, om det pågældende sociale medie tillader, at du opretter flere profiler.

Må jeg dele opslag fra min arbejdsgiver på min private profil?

Du må gerne dele opslag fra din arbejdsgiver, men i visse tilfælde kan det være nødvendigt, at du markerer dit opslag. Det må nemlig ikke fremstå, som om du er privatperson, hvis du reklamerer som led i sit ansættelsesforhold. Det er som udgangspunkt virksomheden, der har ansvaret for, om du har markeret opslaget tilstrækkeligt.

Hvornår skal opslag markeres?

Aftalt som del af arbejdsopgaver

Hvis du har en aftale med din virksomhed om, at du omtaler virksomheden, vil omtalen være reklame.

Du skal derfor markere opslaget som reklame. 

Det gælder dog ifølge Forbrugerombudsmanden ikke, hvis det fremgår tydeligt af selve opslaget, at du bliver betalt af virksomheden for at skrive opslaget, fx et opslag på LinkedIn, hvor det står i opslaget i forbindelse med dit navn, at du  er ansat til at promovere virksomheden.

Opfordring

Hvis du ikke har en aftale med din virksomhed, kan det alligevel være nødvendigt, at du markerer opslaget. Det vil være i tilfælde, hvor virksomheden opfordrer - evt. stiltiende - medarbejderne til at dele indholdet. Virksomheden kan - ifølge forbrugerombudsmanden - stiltiende opfordre medarbejderen til at dele ved at:

  • Samle det kommercielle indhold et sted, hvorfra medarbejderne kan dele indholdet,
  • ”Kulturen” på arbejdspladsen tilsiger, at medarbejderne deler indhold fra virksomheden, eller
  • Have en strategi for medarbejderdelinger.

Efter Forbrugerombudsmandens opfattelse er det dog i disse situationer tilstrækkeligt at oplyse, at du er ansat i virksomheden. Er du journalist, som deler din egen artikel, kan det være tilstrækkeligt at oplyse, at du har skrevet artiklen.

Det kan dog fremgå af omstændighederne, at du er ansat i virksomheden. I så fald behøver du ikke angive det udtrykkeligt. Det kan være et opslag på LinkedIn, hvor det i forvejen fremgår under dit navn, at du arbejder hos virksomheden. 

Privatperson

I andre tilfælde, hvor du deler virksomhedens opslag som privatperson, er det ikke nødvendigt at markere opslaget som reklame eller oplyse, at du er ansat i den pågældende virksomhed.

Fandt du den information du søgte

Dette er ikke en kontaktformular, men feedback til indholdet på siden.
Søger du svar på et konkret spørgsmål? Ring til DJ på tlf. 3342 8000 eller skriv til dj@journalistforbundet.dk