Prisvindertale 2010

Kære Lars, kære Asger og kære Stine. Eller måske skulle jeg hellere sige: Kære Lars, Asger og Stine. Eller endnu bedre: Kære Lars-asger-stine.

I tre er nemlig en helhed; ganske som den serie, ”Hjem fra krigen”, som I dag får Cavlingprisen for. I får den, fordi – som vi i Cavlingkomitéen skriver i begrundelsen – I giver ”et tankevækkende indblik i fysisk og psykisk lemlæstede soldaters tilværelse, efter at de er vendt hjem fra krig. Med brug af reportager, interview og klassiske nyhedshistorier afdækker serien, at der er behov for et bedre beredskab til at håndtere soldaternes sår på krop og sjæl. Det lykkes at få soldaterne til at åbne sig og få deres vilkår beskrevet langt mere detaljeret end i de ofte korte notitser, der bringes, når skaderne sker. Tekst, video, foto og layout på web og print danner en helstøbt fortælling, som åbner vores øjne for, at det har store menneskelige omkostninger for Danmark at være aktiv deltager i krige rundt om i verden”.

Og så er der måske en del som tænker: ”Det kan man da ikke få en Cavling for!”. Nogen vil mene, at det jo ligger lige til højrebenet, at lave sådan en serie. Og andre vil måske synes, at det er helt forkert, at I ikke sætter spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet skal være i krig.

Til det sidste er jo egentlig blot at sige, at I vel fornuftigt nok har valgt at betjene jer af ét af de vigtigste journalistiske værktøjer – nemlig vinkling.

For indvending nummer to gælder, at det måske nok ligner en oplagt idé at skrive om fysisk og psykisk skadede soldater – der er, så vidt vides, bare ingen, der har gjort det med den grundighed og i det omfang som I har præsteret.

Og når jeres serie er en Cavling værdig, så er det også fordi I formår at skrive om – og vise – soldaternes fysiske og sjælelige ar på en ordentlig og respektfuld måde. Jeg ved, at I har været meget fokuserede på at undgå en slags ”ugens glade krøbling” – og man skal ikke ret langt ind i jeres serie, før det i praksis er vist, hvordan det lader sig gøre at skrive om og fotografere de skadede soldater, så det på intet tidspunkt bliver kvalmt og befamlende.

Nøgternhed synes at være et gennemgående nøgleord i serien; og efter de første artikler i februar var det netop dette ”visual proof”, som fik mange af soldaterne til at stille op, vise jer tillid og fortælle om deres ar på krop og sjæl. Tillid er således et andet vigtigt nøgleord – for nemt var det bestemt ikke ved seriens begyndelse at få hovedpersonerne til at lukke jer ind til deres inderste tanker og refleksioner over de liv, de er dømt til at leve som følge af hændelser i Afghanistan, Irak eller Kosovo. Helt afgørende var altså soldaternes vilje til at stå frem – for det kræver en god portion mod og overskud at lade sig interviewe og fotografere, når man mangler et ben fra knæet og ned eller når man sidder og stirrer ud i intetheden dybt inde i en nordsjællandsk skov.

Og i sidste ende var det et så velprøvet arbejdsredskab som hårdt rugbrødsarbejde – langt fra regneark, aktindsigter og googlesøgninger – der førte jer til soldaterne og deres historier. De færdige historier skal vel rubriceres som ”featurejournalistik”, men med den afgørende tilføjelse, at I undervejs har konfronteret de ansvarlige med soldaternes beretninger om myndighedssvigt – og selv om vi ikke kan vide det med sikkerhed, så har I med stor sandsynlighed været medvirkende til, at der om nogle måneder kommer en stor og nærmest ”officiel” undersøgelse af de liv, som de hjemvendte med fysiske og psykiske skader er henvist til.

Fra featurejournalistikkken er der dermed bygget en slags bro over til den undersøgende journalistik med dens fokus på at skabe forandringer og konsekvenser. Konkret har I også været med til at sætte skub i etablering af en egentlig veteranpolitik, væresteder for hjemvendte soldater og bedre erstatninger for psykiske skader.

Endelig skal det med, at vi trængte til at få de her historier frem i et stort format.

I Danmark har vi – heldigvis – ikke haft vores Korea-, eller Vietnam-syndromer, og måske er det først i de senere år, at det for alvor er gået op for os som nation, som folk, at vi er i krig. Bedømt på årets forslag til Cavlingprisen fylder krigen – krigene – ganske meget i medierne; af 55 forskellige Cavling-forslag har syv afsæt i krigene i Irak og Afghanistan: Bl.a. en serie om faldne soldater, en om lækkede Irak-dokumenter og en om kampvogne med utilstrækkelig sikring mod vejsidebomber.

Og så er der – igen – jeres serie om de hjemvendte med fysiske og psykiske skader. Som nævnt en idé lige til højrebenet, som for jeres vedkommende opstod, da Stine og Lars besøgte et felthospital med hårdt sårede soldater i Kandahar i 2009. På dét tidspunkt var de sårede oftest henvist til notitser, mens det i flere år – helt rimeligt – havde været almindeligt med store serier, portrætter og nekrologer om de faldne soldater.

At det følelsesmæssigt har været en barsk oplevelse for jer at møde unge mennesker – flere af dem sådan cirka omkring jeres egen alder – med begge ben amputeret, med hukommelsessvigt eller dybe depressioner, er ikke svært at forstå. Alligevel er det lykkedes jer at fastholde det nøgterne snit gennem seriens artikler, fotogallerier og videoer på nettet. Måske fordi ord som ordentlighed, ydmyghed og grundighed indgår naturligt i jeres ordbøger – og måske fordi I er lykkedes med ikke at blive venner, ikke at blive ”embedded” med kilder, som I er kommet tæt på og som det ellers kunne være fristende at hjælpe, støtte og passe på. Men formentlig også, fordi I som team har fungeret temmelig godt – som en slags ”udvidet ægteskab – bare uden sex”, som en af jeres kolleger udtrykker det. At Stine er gravid med en lille dreng inde i maven skyldes et andet ægteskab…

I jeres udvidede ægteskab har I, som i alle ægteskaber, haft forskellige roller: Asger som den rolige, men dog viltre rocksanger med det lange tråd, Lars som den følsomme – der selv efter at I havde fået opringningen om prisen hér i onsdags ikke rigtig turde tro på det – og Stine som den tålmodige, milde og empatiske. Netop disse temperamentsforskelle har været jeres styrke, og det er vist en fælles opfattelse blandt jer selv og jeres kolleger, at serien ”Hjem fra krigen” enten ikke var blevet til noget eller i hvert fald ikke til det, den er, hvis I ikke havde været med alle tre.

Én for alle; alle for én – tillykke til tre musketerer; tillykke med tre gange 32 centimeter statuette; tillykke med Cavlingprisen 2010!