Gå til hovedindhold
Bliv medlem

“Vi har magt til at gøre godt og magt til at vise godhed”

PF-KONFERENCEN 2019: Fotojournalist og dokumentarist Ben Garvin viste klip fra sit arbejde som stillfotograf, tv-fotograf og dokumentarist og udfordrede undervejs det traditionelle syn på, hvad journalister og fotojournalister kalder gode historier.

Foto: Michael Bager

Michael Bager PF-Konferencen 2019: Ben Garvin. Foto: Michael Bager

Mit mål: At gøre noget meningsfuldt med mit korte liv.

Amerikanske Ben Garvin lader ordene stå på skærmen, hvidt på sort, og uddyber: “Det behøver ikke kun at være i jobbet. Det er også privat. Men det er vigtigt for mig, at det, jeg gør, føles meningsfuldt.”

Derfor har han i sit arbejde koncentreret sig om historier, som han selv har haft lyst til at lave, og som han har haft en forventning om, at andre gerne ville se og ikke mindst dele.

“Jeg er ikke god til den slags historier, hvor man synes, at publikum har pligt til at se. Og jeg besluttede også, at der er masser af horrible fortællinger i verden, men også fortællinger om mennesker og samfund, som gør noget godt,” siger Ben Garvin, der i sit job er mest interesseret i ‘the human stuff’.

White privilege

Kampen for at gøre en forskel trods umanerligt svære odds er det centrale i Ben Garvins prisbelønnede dokumentar “Love them first: Lessons from Lucey Laney Elementary”, hvor en skoleleder kæmper for at gøre en forskel for skolens børn. 90 procent af dem er sorte, 90 procent af dem er fattige.

Filmen, som i Nyborg blev vist mandag aften, følger skolen gennem et år i mod- og medgang, og Ben Garvin viste klip undervejs og fortalte, hvordan det havde været at komme så tæt på, som det er lykkedes – med stofmisbrug og omsorgssvigt, men også med kærlighed og håb.

En af udfordringerne var, siger Ben Garvin, at være hvid, midaldrende middelklassemand. Det kan godt være, at mange i Danmark snerrer ad begrebet ‘white privilege’, men Ben Garvin og hans hold talte med skolen og dens ansatte og besluttede at være åbne og ærlige om, at de var komplet uvidende om, hvad det vil sige at være sort og fattig.

Ærligheden er i det hele taget et omdrejningspunkt i dokumentaren og i Garvins arbejde med den, og han og hans hold fik efterhånden bygget tillid op, og de medvirkende i filmen har været med gennem det meste af processen.

Fra foto til video

Hvordan kommer man så fra klassisk fotografi til video? Det gav Garvin en masse råd om, ikke mindst at bruge online-lektioner til virkelig at lære sig håndværket.

“Lær alt det tekniske så godt, at du kan glemme det. Til at begynde med virkede det overvældende, og jeg tænkte ‘det der kan jeg slet ikke overskue’. Men man tager det bid for bid, indtil man kan håndværket og teknikkerne,” siger han.

Og på nogle punkter er det ikke så forskelligt endda. Video er stadig en samling øjeblikke. Det er at bygge op til de særlige øjeblikke, som også stillfotografer søger, siger Garvin.

Men skal Garvin opsummere, hvad han har lært, kan han samle det i nogle få punkter:

• En dokumentar skal vise en udvikling over tid. I ‘Love them first’ sker der forandringer for både individer, skolen og lokalsamfundet.

• Personer overskygger alt andet. Begivenheder er vigtige, men det er personerne, man identificerer sig med og engagerer sig i. I ‘Love them first’ er det navnlig skolelederen og den unge elev Sophia og deres udvikling, der får lov at folde sig ud. Man er, siger Garvin nødt til at koncentrere sig om nogle få, selv om man viser mange.

• Vis andre arbejdet. Undervejs i ‘Love them first’ viste Garvin og hans hold arbejdet til både de medvirkende og kolleger.

• Stillfotografier kan bruges til at skabe stærkere følelser undervejs. Ifølge Garvin giver brugen af stills mulighed for, at tilskueren kan fordybe sig og lige lade indtrykkene og tankerne samle sig, før der igen foregår en masse på skærmen.

• Aktiv lytning er en kraftfuld disciplin. Man får flere dybder og nuancer, når man kan lytte.

• Dårlig lyd er dårlig video. Sørg for, at du har styr på lyden. Det handler ikke kun om baggrundsmusik – som Garvin gør sig stor umage med og blandt andet har fået specialkomponeret til ‘Love them First’ – men om, at stemmer og lyde går klart igennem.

• Du er instruktøren. Stå ved det. Det betyder, at du nogle gange er nødt til at sige nej, eller at du vil have noget ændret. Men lær at sige det på en venlig og imødekommende måde.

Link til dokumentarfilmen “love them first” 

https://youtu.be/cvTbCO86JVM

Kommentarer