Ulrik Hasemann vinder Informations Fotopris
Informations Fotopris er i dag blevet givet til Ulrik Hasemann, tidligere praktikant på Dagbladet Information.
Dommernes begrundelse for at han vinder:
Han vinder for en gennemført og meget sikker portfolie. Men deraf overhovedet ikke kedelig eller forudsigelig. Det fotografiske sprog er personligt, på en lidt klassisk måde, men meget nærværende. Han har indsendt nogle voldsomme historier, som formår at komme voldsomt ud over rampen i gedigen, tempofyldt og til tider overraskende reportage. Historierne fortælles hudløst tæt på, og alligevel i en respekt overfor de mennesker, der fotograferes, så man som beskuer føler sig velkommen i billederne. Det vidner om en dedikeret og samtidigt stærkt empatisk fotograf. Den perfekte cocktail til lige netop vores fag. En sult og vild ihærdighed efter at ville fortælle historier. Men gjort i dyb respekt for det ærinde, han er ude i.
Nanna Navntoft, nuværende praktikant på Politiken tog anden pladsen. Anders Rye Skjoldjensen, tidligere praktikant fra Politiken løb med tredjepladsen.
Prisen gives til en fotojournaliststuderende fra DMJX (4.-8. semester) Årets dommerpanel bestod af: Joachim Adrian, Daniel Hjorth og Sara Galbiati. De deltagende har indsendt et portfolio på 20 billeder fra deres tid i praktikken, på et dansk dagblad eller billedbureau. Præmien, som er sponseret af Canon, er et Canon EOS 5D Mark IV til en værdi af 31.850,00 kr.
Kommentarer