Tanker ved den lukkede danske grænse

Forleden var jeg på fotoopgave i Møgeltønder, og jeg fik pludselig en stor trang til med egne øjne at se, at vores grænse virkelig er lukket til andre lande. Der var 9 km til Rudbøl, og jeg tænkte, det nok var særlig tydeligt der. 

Alt kunne have set meget idyllisk ud i den smukke lille landsby med den kendte grænsekro, der både tiltrækker turister og storke. Alligevel var det ret forstemmende at se! 

En kold vind blæste mellem regnbyerne, og det hjalp ikke, at de nyfødte gimmerlam sprang rundt på digerne i den smukke Tøndermarsk. Store betonklodser spærrer midt på gaden, og der er nærmest opstået en slags ingenmandsland hen til den afspærring, Tyskland har lavet på deres side ved den lille klynge tyske huse, der hedder Rosenkrans. 

Så der stod jeg med mit pas i tasken og kiggede over i Tyskland, men uden jeg måtte komme derind. Det var en ret mærkelig oplevelse, og tankerne fløj i flere retninger. Jeg kom bl.a. til at tænke på det gamle Østtyskland, som jeg besøgte som barn, når jeg sejlede på coaster med min far. Det var også en grænse, som man ikke lige fik lov til at krydse. En grænse hvor mange døde i deres forsøg på at flygte over den og ind i det demokratiske Vesten. 

Jeg har vel kun oplevet grænselukninger som politiske. Dennegang er det politisk på en anden måde.

Så kom næste tanke om de flygtninge, der møder vores og andres grænser som lukkede. Det gav en lidt flov følelse, og jeg kunne næsten mærke afvisningen, de må opleve.
Jeg fik for første gang følelsen af, at vi er lidt indespærrede nu. Følelsen blev dog hurtigt manet i jorden af fornuften, der sagde, at det hele holder op igen, og grænserne vil genåbne, fordi det er det, vi ønsker som borgere i verden. Heldigvis!

Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne

Send dit bidrag til webmaster@pressefotografforbundet.dk (kun for medlemmer af PF).