Sparerunden skærer igen: Endnu to fotografer fyret
Denne gang er det Sjællandske medier der er ude med kniven og fyrer to fotografer. Det vil betyde at journalisterne skal fotografere mere siger tillidsmand.
Onsdag bød på dårligt nyt for medarbejdere på fotoredaktionen ved Sjællandske Medier. Det betyder at fotoredaktionen bliver skåret ned fra 12 til 10 personer, hvilket vil presse de andre fotografer mere fortæller stedfortrædende tillidsmand Allan Rasmussen til Journalisten:
"Det vil betyde, at journalisterne tager flere fotos, eller at vi helt dropper foto på nogle historier. De fotografer, vi har, knokler jo på livet løs med at levere billeder til avisen og video til nettet. Det er klart, at når man siger farvel til to dygtige fotografer, så falder kvaliteten."
Netop det, at fotografer bliver fyret og deres arbejde fordelt ud på journalisterne der nu skal gribe til kameraet er hovedrystende for PF formand Lars Lindskov:
"Jeg synes det er utroligt, at danske mediechefer ikke har større forståelse for den visuelle fremtid. Vi har set en lang række eksempler de seneste måneder og den visuelle kvalitet er altså utrolig vigtig. Jeg synes faktisk også, at det er uværdigt at fyre en medarbejder efter 45 års trofast tjeneste for mediet," siger formand Lars Lindskov.
Fyringerne blev varslet i sidste uge, men ingen meldte sig til frivillig fratrædelse.
Udover to fotografer er en journalist fyret og praktikantpladsen bliver ikke genbesat.
Kommentarer