Spændende efteruddannelsesmuligheder i Perpignan og USA
Mediernesefteruddannelse.dk er klar med en lang række nye kurser og der ledige pladser på bl.a. den internationale fotofestival i Perpignan og Video-storytelling for fotografer i USA.
Mange fastansatte har mulighed for efteruddannelse via deres overenskomst og freelancere kan søge PF om støtte til kurser. Det er vigtigt, at man søger støtten inden man ansøger kurset og det gøres helt enkelt ved at skrive en mail til larslindskov@mail.dk. med link til det ønskede kursus.
Der er en lang række spændende kurser for fotografer og fotojournalister og som altid skal man nogen gange overveje om man kan få inspiration på andre kurser end de rene fotorelaterede
Det populære kursus i Perpignan gentages i år og det er med de erfarne Annelise Mølvig og Mads Greve som tovholdere. Det kursus kan du se mere om her...
Det er 30. gang der er fotofestival I Perpignan og på denne studietur vælger kursuslederne de bedste oplæg og screenings ud til dig. De sørger for eksklusive møder med fotografer, at du oplever de dygtigste på området fremvise deres arbejde, og giver dig mulighed for at diskutere storytelling og billedvalg med nogle af verdens bedste fotografer. Du får nye metoder, et udvidet billedsyn og masser af inspiration med hjem til arbejdet.
Programmet starter hver dag kl. 09:00 og slutter, når det sidste billede vises på storskærm omkring midnat.
Tag med til USA og bliv inspireret af nogle af USA’s bedste video-storytellere.
Kurset foregår i Minnesota i USA, hvor vi går et step videre fra den basale redigering og fokuserer på storytelling og interviewteknik. Du bliver skarp på at lave storyboard, og lærer hvordan man bygger historien op til en god video. Du lærer også at få mere styr på din lyd og meget mere.
Kursusleder Michael Kock og Lars Horn samt prisvindende videojournalister og fotografer fra USA, vil lære fra sig og inspirere dig til at fortælle bedre historier i levende billeder.
På kurset kommer du til at arbejde i små hold, hvor I sammen optager video og lydmateriale, mens du selv redigerer indslag på dit eget medbragte redigeringsudstyr.
Kurset henvender sig til fotografer, der med deres DSLR kamera/videokamera laver mindre videoproduktioner og som vil lære mere om storytelling, interviewteknik og om hvordan du bygger historien op til videoindslag. Du behøver ikke være verdensmester i at lave video, men du skal have et ønske om at få dine videoproduktioner op på et højere niveau.
Efter dette kursus har du fået indsigt i nogle af USAs bedste pressefotografer, journalister og videofotografers arbejdsmetoder og fået forståelse for hvad storytelling er, og hvordan du bruger det i praksis.
Kurset afvikles i Minneapolis og St. Cloud – Minnesota, USA, og foregår primært på engelsk.
Der er naturligvis en lang række andre kurser blandt andet om web-TV med mobilen, Iphone-fotografering og en række tekniske kurser I Photoshop, video-redigering og meget mere.
Kommentarer