Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Sommerhilsen fra PF´s bestyrelse

bm

Mikkel Berg Pedersen Bestyrelsesmøde i PF i DJs lokaler på Gammel Stand i København, torsdag den 16. juni 2022.

Sommeren og de lyse tider er over os. Turisterne vender tilbage, det samme gør mange af de jobs, der har været lagt ned under nedlukningerne. Kulturlivet blomstrer endelig igen. Festivaler afvikles, det samme gør sportsarrangementer, folkemøder af enhver art og ikke mindst store og små koncerter landet over.

I april måned kunne magasinet Gaffa berette om urimelige fotokontrakter i forbindelse med en koncert med bandet Tool. Gaffa opfordrede i en leder til sammenhold og til at boykotte dækningen.

Har man været i faget længe vil man vide, at det langt fra er første gang at danske fotografer har fået stukket sådanne kontrakter i hånden. Man vil også vide, at selvsamme fotografer har valgt at udvandre i fællesskab fremfor at underskrive
ganske vidtrækkende fotokontrakter, der intet har at gøre i vores danske medielandskab.

DJ har sammen med PF været i dialog med Live Nation, som arrangør af live- arrangementer i Danmark. DJ og PF har udarbejdet et slags notat til arrangører af live musik/underholdning, som redegør for reglerne for brug af billeder i Danmark. 

Det er formålet, at arrangørerne udleverer notatet til de kunstnere, som skal optræde i Danmark. På den måde bliver kunstnerne betryggede i, at det er overflødigt at kræve, at fotograferne tiltræder fotokontrakter for at blive akkrediteret til live-arrangementerne.

Vi er utrolig glade for dialogen og håber, at det i fremtiden kan dæmme op for at PFére bliver præsenteret for urimelige fotokontrakter ved dækning af koncerter. 

Der er nok at glæde sig over og julen starter for mange PFérs vedkommende allerede i juni måned. Det er nemlig nu, at VISDA uddeler de individuelle rettighedsmidler. Helt præcist uddeles en historisk stor sum på hele kr. 55 millioner denne gang. Pengene deles mellem fotografer, billedkunstnere, illustratorer og tegnere. 

Det er glædeligt at pengene kommer ud og gør gavn hos den enkelte rettighedshaver
men det betyder også, at den resterende pulje til bl.a. Årets Pressefoto, Boost og konference skrumper voldsomt. Så gem et par kroner i lommen til de pindemadder, som nu er sparet væk til åbningsreceptionen i Diamanten.

På vegne af bestyrelsen og med ønske om en god sommer til jer alle.

Sisse Stroyer

Kommentarer