Skab ro i roden
Corona & Danskerne: Nødberedskabet er klart hos tandlæge Kirsten Rygaard og klinikassistentelev Frederikke Pedersen fra Colosseum Tandlægerne i Odense. Her hjælper de Henrik Pedersen med rodbehandling af hans kindtand.
"Ja, det er noget rod, at jeg fik ondt i min tand i sidste uge - og så under Coronavirusen, hvor alle tandlæger stort set er lukket ned de næste tre måneder. Så var det dejligt, at jeg kunne komme til her" fortæller Henrik Pedersen.
Kirsten og Frederikke er alene tilbage på klinikken sammen med klinikchef Marianne Paaske, mens de resterende fem medarbejdere er sendt hjem. De skal have nødberedskabet kørende, indtil Coronavirus-situationen er ovre, eller de selv bliver syge. Bliver de det, kaldes de hjemsendte kolleger ind for at overtage deres pladser. På en normal dag kommer ca. 30-40 patienter igennem på klinikken.
For personalet er det nyt, at de skal have hårnet, overtræksdragt og visir på, når de arbejder.
Henrik Pedersen er den første patient denne mandag morgen. Efter godt to timer er han færdig og godt øm i kæben af at have siddet med åben mund i så lang tid. Han bliver hjemsendt med penicillin til at tage de sidste bakterier.
Henrik Pedersen er til daglig senior accountmanager hos Syngenta, der sælger grøntsagsfrø til gartnere.
"Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis der ikke var et nødberedskab", siger han og fortsætter "Det har jo reddet min Corona”-situation - jeg kunne ikke blot lade stå til og spise piller mod smerterne og i sidste ende lade bylden få overtaget”.
Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne
Send dit bidrag til webmaster@pressefotografforbundet.dk (kun for medlemmer af PF).
Kommentarer