Se alle TV/WEB produktioner til ÅP
I denne artikel har vi samlet de 8 produktioner som er blevet nomineret i TV-WEB kategorierne "Årets Korte Indslag, Årets Lange Indslag og Årets Åben klasse". Se dem og vinderne herunder. Nederst på siden ligger et link til alt indsendt materiale i konkurrencen som du kan tilgå hvis du er medlem af Pressefotografforbuundet.
Årets Korte Indslag, TV/WEB
Vinder: Jakob Carlsen, freelance. "Trailbuilder"
Dommernes kommentarer:
”Jakob Carlsen har lavet en lille inspirerende film ‘Trailbuilder’ om en mand i Jylland, der laver trails til mountainbikes. Den har helt fantastiske billeder og er på alle måder flot visuelt løst med en mageløs kameraføring, som efterlader et brændende spørgsmål: Hvordan i alverden har han lavet det? Filmen er godt bygget op og starter roligt, inden den udvider tempoet. Den fortæller også en god historie om en filosofisk mand, der reflekterer over naturen, over hvordan vi bruger den, og hvorfor vi ikke bruger den mere. Man kan se, at instruktøren har brugt tid med sit emne, for hver eneste scene er gennemført. Når vi er med ude på en overnatning i naturen, er det selvfølgelig fuldmåne. Og når der passeres en fisker, er det i det øjeblik, han fanger en fisk, som vi også ser under vandet. Det er med andre ord en film med masser af overskud, der er sans for detaljerne, redigeringen er usynlig, og virkemidlerne er både doseret og anvendt så de understreger historien. Selv musikken, som er der hele tiden, passer godt.”
Nomineret Emil Kastrup Andersen, Malene Porup og Martin Fält, Fotojournaliststuderende DMJX: "Always on my mind"
Dommernes kommentarer:
”Emil Kastrup Andersen, Malene Porup og Martin Fält har fundet en god case til deres film ‘Always on my mind’. Man har det godt i selskab med Elvis-performeren Henrik Busborg, der, selv når han passer sit arbejde som skolelærer, tager sig selv i at få en Elvis-tanke eller to. Det er ikke en film om livets store problemstillinger, men han er godt valgt, og der er masser af fascination. Billedmæssigt er der også nogle skønne øjeblikke i filmen, hvor der er truffet nogle gode valg. Men man kan også godt se på nogle af skønhedsfejlene, at den er lavet af (kommende) fotojournalister, som stadig har nogle ting af øve sig på.”
Nomineret Kenneth Lysbjerg Koustrup, fotojournaliststuderende, Jyllands-Posten. "Love knows no gender"
Dommernes kommentarer: "Filmens kærestepar har problemer, som viser sig at stamme fra, at han hellere vil være kvinde. Historien er ærlig og flot fortalt med meget enkle virkemidler, og vi får lov til at kigge ind i en verden, der er helt anderledes end den, de fleste familier lever i. Parret er modige, når de står frem på den måde. Men selvom filmen er meget intim, bliver de aldrig nogen sinde udstillet. Der er ingen latterliggørelse, fordi de bliver kærligt, nænsomt og respektfuldt behandlet. Og det er en film med masser af håb.”
Se "Love knows no gender" her.
Årets Lange Indslag, TV/WEB
Vinder: Poul Madsen, freelance. "Cold at home"
Dommernes kommentarer: "Poul Madsen vinder med sin film ‘Cold at home‘, fordi den er den af alle indsendte film, som er all-round bedst produceret. Han har fundet en lidt anderledes historie fra Ukraine, der ikke handler direkte om krig, men om følgerne af krigen. Priserne på varme er nemlig steget så meget, at almindelige familier fra den fattigere del af befolkningen fryser, fordi de ikke længere har råd til at varme huset op. Alle deres midler går til andre livsnødvendigheder. Filmen fletter fint ud og ind mellem de forskellige historier om flere familiemedlemmer. Billeder er gode, musikken velvalgt og den er godt redigeret. I det hele taget er selve postproduktionen dygtigt lavet, så udtrykket bliver nøjagtigt så klassisk østeuropæisk og trøsteløst, at man selv fryser sammen med de kolde familier.”
Nomineret Bo Ingemann Iversen, TV 2 Bornholm. " ”Kolossen blandt billedhuggere”
Dommernes kommentarer: ”Med ‘Kolossen blandt billedhuggere’ har Bo Iversen begået en lang film om et spændende emne, billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen. Han er en god fortæller, og man er ikke i tvivl om, at han som kunstner har fortjent en film. Han er helt kompromisløs, og det er inspirerende. Men selv om historien er flot fortalt, var der kommet en endnu bedre film ud af det, hvis den var redigeret ned til halv længde.”
Se "Kolossen blandt billedhuggere" her.
Årets Åben Klasse, TV/WEB
Vinder: Malene Anthony Nielsen, Fotojournaliststuderende Berlingske. "Er det nu, jeg skal dø?"
Dommernes kommentarer: ”Det smerter i hjertet at se Malene Anthonys knap ni minutter lange film om Alberte, der lider af en livstruende sygdom. ‘Er det nu, jeg skal dø?’ er en stærk og fin historie, der er fortalt med stor empati. Vi kommer tæt på hele familien i deres lille univers, og de får alle en stemme. Alberte er selv en god fortæller, og det, hun ikke selv kan sige, bidrager hendes forældre med. Filmen handler om de mest elementære ting: liv og død. Den rammer meget præcist, og forløser nogle ellers svære situationer rigtigt."
Vinderproduktionen "Er det nu, jeg skal dø?" kan ses her.
Nomineret Victoria Mørck Madsen, Fotojournaliststuderende Fyns Amts Avis. "Bag om blokken"
Dommernes kommentarer: ”‘Bag om Blokken’, af Victoria Mørck Madsen, er en flot multimedieproduktion med tekst, billeder og video. Her har vi fat i et talent, der gør det godt og tydeligvis har drive. Hun viser, at hun gerne vil arbejde med de større projekter.
Der er også en cadeau til hende og til Fyns Amts Avis for at åbenlyst at sætte ressourcer af til at lave en positiv historie fra en ghetto. Form og indhold fungerer godt med interviews på flere måder, hvor vi både ser ‘blokken’ indefra og udefra. Det er ambitiøst og visionært. Vi bliver klogere på det her sted.”
Se den nominerede interaktive produktion "Bag om blokken" her.
Nomineret Sigrid Nygaard, Information. "Vidnesbyrd"
Dommernes kommentarer: ”‘Vidnesbyrd’, af Sigrid Nygaard, er en del af et projekt, som fuldt fortjent er Cavlingpris-nomineret. Det er en stærk historie både i lyd og billeder, og det kan ikke have været let, at få disse kvinder til at stå frem. Men voldtægt er et meget vigtigt emne, som vi aldrig må lade være med at tale om. Billederne er gudesmukke og lydsiden god. Men man savner lidt de levende billeder, og ind i mellem bliver der for meget radio over produktionen til, at den kunne vinde kategorien.”
Se alt indsendt materiale til Årets Pressefoto her.
Du kan som medlem af Pressefotografforbundet se alt indsendt materiale til ÅP. Du skal blot klikke på linket herover og logge ind med følgende oplysninger:
Brugernavn: din email
Adgangskode: dit medlemsnummer (står på dit pressekort)
Kommentarer