Scanpix direktør har en plan til at redde pressefotografiet
"Danmark har nogle af verdens bedste fotografer. De har taget og tager stadig priser ved internationale konkurrencer, og de har været med til at sætte retningen for fotojournalistikkens udvikling" skriver Scanpix-direktør Kris Kjær Nielsen på sin blog på Journalisten.dk
Sophia Juliane Lydolph
Kris Kjær Nielsen har netop offentliggjort et indlæg, der kan blive genstand for den evige debat op pressefotografiets fremtid.
”Vi risikerer, at pressefotografiet som genre dør, og at amatører og tilfældige vidner med en mobiltelefon i hånden bliver alene om at fortælle den visuelle historie om vores tid. Det vil ske uden den sans for fotografiets muligheder, som den professionelle fotograf har, og uden den forståelse for etikken og betydningen af fotografiet som vidnesbyrd, som den uddannede billedjournalist har” skriver han og tilføjer ”Som direktør for Danmarks ældste og største billedbureau med snart 100 års fotografi i arkivet synes jeg, det er trist, hvis det bliver udviklingen”.
Du kan læse hele blogindlægget her…
Kommentarer
Noget skal der gøres, pressebilleder kan langt mere, end blot fylde det monotone tomrum ud i medierne.
Modsat, hvad er det lige nu muligt at forandre?
Medierne er midt i en brydningstid. Landets befolkning er splittet op både økonomisk socialt og geografisk. Hvor oplever vi hele befolkningen har noget at være fælles om, ikke engang vores solidariske velfærdsamfund, står rige og fattige i en fællesinteresse vagt om.
Noget skal der gøres, pressebilleder kan langt mere, end blot fylde det monotone tomrum ud, i medierne.
Modsat, hvad er det lige nu muligt at forandre?
Medierne er midt i en brydningstid. Landets befolkning er splittet op både økonomisk socialt og geografisk. Hvor oplever vi hele befolkningen har noget at være fælles om, ikke engang vores solidariske velfærdsamfund, står rige og fattige i en fællesinteresse vagt om.
Hvor stor del af befolkningen oplever, at journalistikken er nærværende relevant for deres livssituation?
Har mediecheferne formået, at følge med tidens visuelle udvikling?
I radioen står mennesker i studiet og fortager sig fysiske ting som lave mad, som lytterne ikke kan se, men der så fortælles om.
På TV sidder mennesker og snakker og snakker, uden der reelt er billeder i situationen.
Mediechefer er ofte journalister, der som faggruppevist i nogen grad holder fast i den fortid, hvor det talte og skrævende ord, var alt andet formidling, overlegent.
Men er det en klog vægtning, at holde fast i at fastholde det talte og skrævende ord på en piedestal, set ud fra nutidens befolknings informations behov?