Ro i New York

Af Angelina Owino

Stilheden bliver hurtig ubehagelig. En af mine medkursister har lige vist sin portfolio og står nu troligt ved siden af sidste projekterede billede og venter på Michael Ackermans respons. Der går omkring et halv minut før Michael siger noget. Hvilket stemmer godt overens med hans udtalelse første dag om, at han ikke er så god til ord. De kommer ligesom ikke rigtig ud.

Taget på workshop med en underviser, der mangler ord. Jeg bliver lidt skeptisk, om det er muligt at få det ud af den 7 dages workshop, som jeg havde håbet på. Jeg valgte at tage på workshop for at udvide mit fotografi og finde glæden igen ved at lave egne projekter. Valget fald på Spazio Labo´s workshop i New York med Michael Ackerman, da undervisning er tilrettelagt individuelt, så Michael Ackerman prøver at rykke ved hver enkelt af os, ud fra hvor vi er i vores fotografi. Det lyder meget spændende og især Michaels tilgang til fotografiet fascinere mig. Han skelner ikke mellem reportage og personligt fotografi, da det for ham altid udspringer af noget personligt.

Udover Michael Ackerman billeder der er langt mindre konkrete, end jeg er vant til, og hvor stemningen synes at være motivet, så er det især han ærlighed, jeg værdsætter, og som får mig til at miste min skepsis. Han er hudløs ærlig i hans feedback, men også i hans måde at udtrykke hans frustrationer over sit eget arbejde på.

Frustrationen melder sig også hurtigt hos mig da workshoppen lægger op til, at alle deltagere finder et projekt, de kan arbejde med gennem ugen. Men hvad skal jeg fotografere. Jeg er i New York. Mulighederne er mange, hvilket på en eller anden måde gøre det sværere for mig at finde ud af, hvad mit projekt skal handle om. Jeg ved godt, at jeg får mest ud af workshoppen, hvis jeg hurtigt muligt finder et projekt, jeg kan fotografere hele ugen. Jeg har allerede spildt en dag uden at have fundet et projekt. Hvad tænder dig, hvad tænder dig – bliver han ved med at spørge og så dukker det op. Coney Island.

Efter undervisning den første dag tog alle kursister til Coney Island. Stedet er et overflødighedshorn af skørhed, farver, kitch og med en meget mærkelig stemning. Stedet skræmte mig, og mens alle andre fotograferede løs, trykkede jeg knapt på udløseren. Grinene mennesker og kandiserede æbler. Alligevel fornemmede jeg, at der var øretæver i luften. At stemningen hurtigt kunne vende. Dagen sluttede med at alle kom løbende imod os, da der havde været skyderi i området.

I den larmende storby New York bliver det roen der bliver omdrejningspunktet for mit fotografi denne uge. Ikke sådan i bogstaveligt forstand, men mere i min fotografiske tilgang til Coney Island. Opleve det, sanse det, være i utrygheden, men ikke gennemtænke det. Bare være der, se hvad der sker. Komme på alle mulige tider af døgnet. Ikke skyde løs, men vælge hvad der er et tryk på Mamiyaen værd.

Jeg pendlede mellem workshoppen, studiet hvor jeg får mine 120 film fremkaldt og Coney Island. Michael Ackerman er spot on i sin betragtning af mig som fotograf. Jeg skal glemme reportage delen i mit projekt. Det handlede ikke om at fotografere begivenheder, men i stedet om at fotografere stemningerne. Gå efter pauserne. Jeg lytter og lærer meget, og tvinger mig selv til at fotografere til den årlige Mermaid parade uden at fotografere selve paraden ligegyldigt hvor fotogen det er, men i stedet gå en gade væk og fotografere der.

Jeg er på workshoppen for at finde inspiration og glæden ved at lave egne projekter igen. Jeg finder den her mellem candyfloss og Coronaer, nærmere bestemt John Corona, Corney Islands uofficielle borgmester, som valgte at bruge sin pension på barerne på strandpromenaden med sin svaghed i hånden. En Corona. Jeg slår mig ned ved siden af John, bestiller en drink og nyder den ro det giver, når ens forventninger er blevet indfriet.