Retssagen mod Martin Lehmann udskudt
Faglig kommentar fra Formanden Lars Lindskov.
På den internationale pressefrihedsdag den 3. maj skulle fotojournalisten Martin Lehmann have været i Sønderborg Ret tiltalt for ikke at følge politiets anvisninger, da han for dagbladet Politiken dækkede en række flygtninge, der gik på den sønderjyske motorvej. Sagen er udsat på ubestemt tid, da politiet og anklagemyndigheden ikke var klar til retssagen.
Jeg synes det er dybt problematisk, at der overhovedet er rejst en sag mod Martin Lehmann, da ganske enkelt blot passede sit arbejde. Det er naturligvis en meget vigtig begivenhed og det er helt hen i vejret, at politiet pludselig ændrede vilkår for pressens tilstedeværelse. Som alle bekendt var der ikke problemer med pressens tilstedeværelse, da politiet legede med en lille syrisk pige midt på motorvejen – flere fotografer tog billeder af det og billederne gik verden rundt og politiet fik berettiget meget goodwill på den konto. Da en anden del af
virkeligheden skulle dokumenteres var pressen pludselig uønsket. Det er ganske enkelt ikke i orden og det er forkasteligt, at politiet ikke havde format til at lade pressen være tilstede og dokumentere virkeligheden.
Det er endnu mere forkasteligt, at der efterfølgende er rejst en sag og det er bestemt heller ikke i orden, at sagen skal udsættes yderligere på grund af dårlig og manglende forberedelse.
Når fotografer og øvrige af pressens repræsentanter arbejder er det naturligvis altid på egne vegne – altså man er selv ansvarlig for sin egen sikkerhed, så det argument er overhovedet ikke aktuelt i dette tilfælde. Derfor er den eneste mulige grund for politiets handling, at man ikke ønskede offentlighed om de faktiske forhold. Det foregår såmænd i andre lande, men det tager vi i Danmark normalt afstand til og derfor bør sagen ikke bare udsættes, men aflyses!
Kommentarer