Gå til hovedindhold
Bliv medlem

PF’ere mod smitten: ”Folk er taknemmelige”

Flere pf-medlemmer deltager særligt aktivt i kampen mod covid-19: De har nemlig fået job hos Smitteopsporingen. En af dem, er Bjarke Ørsted.

Bjarke Ørsted

Klaus Bo Bjarke Ørsted

”Jeg havde ellers forsvoret, at jeg efter mere end 14 år som freelancer ikke skulle have et fuldtidsjob, men covid-19 vender op ned på alting og så fik jeg et wake-up call og tænkte; Det giver sgu da mening. At lave nogle penge og komme tilbage til jobbet bagefter,” siger Bjarke Ørsted via telefonen.

Bjarke og de andre pf’ere er egentlig ansat i Rigspolitiet men ringer ud for Styrelsen for Patientsikkerhed fra et af statens kontorer i Ballerup. I jobbet varetager han tre funktioner:

At ringe til folk der er smittet indenfor regeringens målsætning på 24timer, ringe ud til nære kontakter samt rekvirere test til folk der har brug for mere end den ene test de selv kan bestille online.

Og de folk Bjarke får i røret er positive stemt overfor hans opkald: ”Det kom lidt bag på mig, hvor meget ros man får. Folk er virkelig taknemmelige over at vi ringer og de takker for det arbejde vi udfører”, siger Bjarke Ørsted, ”De er glade for, at vi tager hånd om dem.”

Bjarke er ansat i en tidsbegrænset stilling indtil engang i marts – med mulighed for forlængelse. Og de har travlt – rigtig travlt. Mere end 1.000 stillinger blev der oprettet i slutningen af året og det gik særdeles stærkt da Bjarke ansøgte om jobbet.

”Jeg søgte tirsdag aften og morgenen efter blev jeg bedt om at komme ind om eftermiddagen, og jeg ved at en af de andre ansøgte samme dag som vi blev bedt om at komme ind. Så de har haft brug for folk hurtigt”

Bjarke Ørstad

På kontoret er der en blandet skare af folk: Studerende der har mistet sit studiejob, piloter der pga. Coronakrisen går arbejdsløse eller selvstændige der har svært ved at få det til at løbe rundt. Alle arbejder de i tre hold og Bjarke arbejder i det han kalder ”det dyre rul”, der ligger fra torsdag til mandag fra 14.30 til 22.30.

Ét fotojob på 4 uger

Mange fotografer har set antallet af deres opgaver svinde ind som coronaen gjorde sit indtog og i januar havde Bjarke selv ét fotojob: ”Det er gået op for mig, hvor skrøbeligt det hele er,” siger Bjarke Ørsted og fortsætter: ”Det kan godt være en ensom tilværelse at være selvstændig, og i min dagligdag har jeg til tider også savnet at have flere kollegaer.”

Men selvom det mere var af nød end af lyst, at Bjarke først gav sig i kast med jobbet, så er han glædeligt overrasket den effekt det har haft på ham og hans kollegaer – både nye som gamle:

”I al den her negativitet har vi fundet noget positive gejst. Og for mig giver jobbet mening: Vi får ros for det vi laver. Vi kan betale vores regninger. Og vi har fået nye kollegaer og skabt et fællesskab over kaffen i kantinen. Det giver en tro på at det nok skal gå bagefter.”

Hvad der kommer til at ske efter covid-19 er svært at spå om, men for Bjarke Ørsted har corona-krisen og jobbet hos smitteopsporingen sat tankerne igang:

”Jeg håber, at der er mange ting der forandrer sig efter coronaen. Nogle gange skal man ud på kanten før der sker nogle forandringer. Det er gået op for mig hvor meget uddannelse og efteruddannelse betyder, og hvor vigtigt det er at udvikle sig og lære noget nyt. Jeg vil i hvert fald være mere forandringsberedt – når det hele er overstået. Det er det, jeg tager med derfra.”

Du kan pt søge et lignende job her.

Kommentarer