Gå til hovedindhold
Bliv medlem

PFer på digitalt korstog

I uge 50 overtager Henrik Joel Dons Christensen PFs instagram. Henrik har en kommunikationsstilling hos Københavns Stift. Det er interessant at nogle PF´ere får kommunikationsstillinger. Vi tænker, at andre end os er nysgerrige for at vide hvordan hverdag som kommunikationsmedarbejder ser ud. Derfor har vi bedt Henrik om at give os et indblik i hans hverdag.

PFer på digitalt korstog

Henrik Joel Dons Christensen

Jeg er uddannet fotojournalist fra DMJX i 2012, oven i den havde jeg allerede i 2008 bestået journaliststudiet. Det er ikke længere muligt, hvilket er ret synd, da der er mange stillinger i kommunikationsverdenen, der kræver begge hatte. 

Hvordan ser dit arbejdsliv ud?

Det er et helt almindeligt 8-16 job, hvor jeg er ansat i Københavns Stift som kommunikationsmedarbejder med fokus på online og multimedier. Den eneste lille ting, som skiller sig ud i forhold til arbejdstiden, er, at jeg nogen gange skal lave ting uden for den normale arbejdstid. Det er eks. at dække koncerter, gudstjenester m.v. Men det er sjældent, at det sker, da sådanne opgaver ligger i sognene og ikke i stiftet. Der er 86 kirker i København, og man kan altså ikke være i dem alle sammen, hver søndag. Fordelen ved denne form for arbejdsliv er at der er masser af muligheder, da der næsten er plads til at lave, hvad man har lyst til. Derfor har jeg lavet en del eksperimenter med videoformater. 

 

Beskriv din seneste fotografiske succesoplevelse:

Ovenstående videoformatseksperiment er helt klart noget af det sjoveste. Det er megainteressant at se, hvordan længden af klip, og lignende øjeblikkeligt giver udslag på Facebook. 

 

Hvilke tanker går du og gør dig om dit arbejdsliv for tiden - er du f.eks på vej i en anden retning etc: 

Det er gået op for mig, at den her gren af kommunikationsbranchen, hvor man skal tænke meget visuelt, er et super spændende sted, hvor andre fotojournalister sagtens kan begå sig. 

Dog mener jeg, at vi fra skolen ikke har lært nok om online medier, og en stor del af det, vi kommer til at lave, kommer til at skulle tilpasses Facebook og YouTubes rammer og ikke vores egne rammer som medieproducenter. Men på skolen har det sikkert ændret sig meget, siden jeg startede for 9 år siden. Det ville være ekstremt fedt, hvis vi på kurser kunne lære mere om, hvad der gør, at folk ser ens video på Facebook. Jeg ved, at det vil være svært, for deres algoritmer ændrer sig hele tiden, men jeg kan mærke, at det er et felt, vi kommer til at arbejde meget mere med, og det er et felt, vi ikke ved særligt meget om. På skolen lærte vi en masse fantastiske værktøjer som fortælleteknikker og lign, men mange af de ting fungerer fuldstændigt anderledes, når man f.eks. skal overbevise befolkningen på Facebook om, at kirken er meget andet end oblater om søndagen.

Jeg synes, det var super godt, at vi talte om bedre kvalitet på PF konferencen, men på sociale medier er kvalitet bare ikke den eneste målestok. Der er det i lige så høj grad interaktion og lign. der gør, at ens budskab bliver set og hørt.

Du kan følge med på Pressefotografforbundets instagramprofil her...

Kommentarer