PF på slankekur, nye regler og kategorier i ÅP
I starten af denne uge var bestyrelsen samlet til et todages møde i Aarhus. Udover et almindeligt bestyrelsesmøde var Årets Pressefoto og Ophavsretsfonden på dagsordenen.
”Hvor er pindemadderne henne? Hvorfor er der ingen kæmpe ÅP-fest med hvide duge, dansegulv og Anton Unger som DJ?” Det er ingen hemmelighed, at Pressefotografforbundet fremover skal til at finde sparekniven frem og minimere udgifterne over hele linjen. Og som nogen måske har bemærket, så er vi gået i gang.
Grunden hertil er, at midlerne fra VISDA i langt højere grad bliver udbetalt direkte til fotograferne. I bestyrelsen er vi meget glade for, at ophavsretshaverne bliver betalt for de billeder, der er publiceret, og i 2021 fik fotograferne samlet mere end 10 millioner kroner udbetalt. Det betyder omvendt også, at Pressefotografforbundet ikke længere får samme beløb som tidligere.
Til mødet i Aarhus havde vi inviteret Stefan Andersen fra Ophavsretsfonden, så vi kunne få et realistisk bud på, hvor mange midler vi fremover kan regne med, samtidig med at vi fik en grundig vejledning i, hvad midlerne må og kan bruges til. Eksempelvis skal tildelte midler helst bruges indenfor to år, de skal anvendes til projekter, der har med ophavsret at gøre, og de skal bruges bredt.
Som det ser ud nu, vil PF få knap en million kroner i 2023. Den million skal dække udgifterne til Årets Pressefoto, PF-konference, Boost, Online Talks samt ansøgninger til kurser og selvtilrettelagt efteruddannelse. En million kan jo lyde af meget, men for at sætte tingene lidt i perspektiv, så har vi i 2022 sat 250.000 kroner af pr. kvartal udelukkende til ansøgninger i forbindelse med kurser og efteruddannelse.
Vi skal derfor holde økonomien i kort snor. Vi vil stadig afvikle ÅP, Boost, Online Talks etc., men det er klart, at det vil blive i mindre omfang end tidligere.
ÅP: Tre kategorier er ude og fire nye er kommet til
I Årets Pressefoto 2022 kommer der til at ske en del ændringer, hvilket primært er på videoområdet. Kategorierne ”Årets Korte Indslag,” ”Årets Lange Indslag” og ”Årets Visuelle Webproduktion” er alle droppet og skiftet ud med fire nye kategorier.
Fremover hedder kategorierne: ”Årets nyhedsindslag - video,” ”Årets Portræt - video,” ”Årets Reportage/Dokumentar - video” og ”Årets Åben Klasse - video.”
I fotokategorierne er der ikke sket de store ændringer, udover at Årets Sportsbillede fremover skal være optaget i forbindelse med konkurrencesport.
Vi har også ændret lidt på reglerne til Årets Pressefoto, hvilket kun kommer til at betyde noget for medlemmer, der sender projekter ind sammen.
En af vores helt store kæpheste i Pressefotografforbundet er ophavsretten. Vi slår hårdt ned, hvis en fotograf får misbrugt sine billeder - ophavsretten må aldrig krænkes. Når midlerne fra VISDA skal fordeles, er det byline på billedet der afgør, hvordan midlerne bliver fordelt. Når man sender ind til Årets Pressefoto, skal det derfor tydeligt fremgå, hvem der har taget hvilket billede.
En sidste ting vi har lavet om på, er når nomineringslisten til Årets Pressefoto bliver sendt ud. Når dommerne skal finde Årets Pressefoto beder vi dem om at udvælge fem billeder som alle bliver nomineret til Årets Pressefoto. De fem billeder bliver offentliggjort sammen med nomineringslisten, når der er hvid røg fra dommerne.
Kommentarer