Gå til hovedindhold
Bliv medlem

PF-konferencen: At dække Black Lives Matter i lokalområdet: Kunsten at vise mangfoldigheden gennem billeder

Deltagerne på PF-konferencen fik tirsdag muligheden for at høre Kyndell Harkness og Carlos Conzales fra Minneapolis Star Tribune fortælle om, hvordan de og deres kolleger agerede og dækkede George Floyds død og hele Black Lives Matter-opstanden, der kom i kølvandet på Floyds død.

pf

Nicolas Cho Meier Kyndell Harkness fortæller om nogle af de valg, hun som fotoredaktør tog i de hektiske dage omkring George Floyds død. ”Vi valgte at undlade at vise billeder fra videoen, som er optaget af George Floyd der beder politiet slippe ham. Avisen er fysisk og man kan komme til at bladre forbi uden selv at kunne vælge, om man vil se det. Vi lagde et link på nettet, så man selv kunne vælge at gå ind og se filmen, fortæller hun.

De var midt i orkanens øje og skulle mellem optøjer i gaderne, brændende politistationer og masser af tåregas dække historien i lokalområdet, hvor folk kendte de mennesker, der var på billederne.

Kyndell Harkness, en afroamerikansk kvinde, var fotoredaktør og stod for at udvælge og prioritere de billeder, der kom ind, imens Carlos Gonzales som én af avisens rutinerede fotografer, var ude i optøjerne og blandt menneskerne.

De har begge arbejdet og fotograferet i området i omkring 20 år og, som Kyndell Harkness sagde:

“Vi har set så mange mennesker, der ser ud som mig, blive dræbt af politiet. Det føles nærmest som om det er en kerneværdi i samfundet. Men denne gang var det anderledes. Verden så Minnesota i det her øjeblik. Vi havde verdens øjne på os”.

Det gælder om at undgå stereotyper

Oprøret, der startede i Minnesota og hurtig spredte sig til det meste af verden, kom over, at  - endnu en – sort mand var blevet slået ihjel af politiet. Harkenss og Gonzales stod midt i det og skulle arbejde og prioritere, hvordan de fortalte historien.

”Det var vildt. Det var midt under covid og der var vildt mange mennesker på gaden. Vi var nødt til at vise, oversigtsbilleder, hvor man kunne se, hvor mange der var og at det var en broget gruppe,” fortæller Kyndell Harkness og fortsætter:

”Vores job som visuelle journalister er at fortælle sandheden. Vores læsere vil vide, om vi virkelig repræsenterer dem, for de kender dem, der er på billederne. Så det var meget vigtigt for os at undgå at falde i at vise stereotyperne – sorte protesterer over en sort mands død. Vi sørgede for at vælge billeder der viste, at det var en multikulturel mængde. Vi blev hurtigt meget opmærksomme på, at vi havde en vigtig rolle i at være med til at skabe folkestemning med vores dækning og valg af billeder.”

De gjorde også meget ud af at vise billeder fra både de fredelige demonstrationer, som primært var om dagen, og de urolige og voldelige optøjer om natten. For at vise begge dele. Ligesom de også gik tæt på familie, venner og bekendte til George Floyd og senere Daunte Wright, som var endnu en sort ung mand, som blev slået ihjel af politiet. Det gjorde de, så man kunne se følelserne og hvor mange, sådan en sag ramte.

Debatten har udviklet USA og Star Tribune

Igennem et år har Star Tribune dækket Black Lives Matter og alt hvad der er sket i kølvandet på George Floyds død. Det kulminerede med at politibetjenten blev dømt for mord – ifølge Harkness første gang i USA's historie, at det er sket.

Men der er flere ændringer på vej.

Hun selv har skiftet job og er blevet den første Assistant Managing Editor for Diversity and Community. Så på avisen er de også blevet mere opmærksomme på diskriminering og ligestilling.

”Men ændringerne går langsomt. Når vi har travlt, falder vi ned i de gamle rutiner igen. Men hvis man i 150 år har spist med den forkerte ende af en gaffel, er det svært at vænne sig til at vende den rigtigt. Det tager tid,” siger Kyndell Harkness.

Star Tribune har vundet en Pullitzer-pris for deres dækning af mordet på George Floyd og Black Lives Matter.

 

 

Kommentarer