PF konference: Fotojournalisten skaber den kollektive hukommelse. Derfor er vi så vigtige

En mand sat op med slanger til et iltapparat på vej ind i en ambulance i den italienske by Bergamo i marts 2020. Børnene kigger efter ham, mens de står sammen med deres mor. ”Det sidste farvel”, kalder Fabio Bucciarelli sit billede. For ingen vidste, om børnene ville se deres far igen, når han blev kørt på hospitalet med Covid.

Fabio Bucciarelli er italiener of fotojournalist for internationale medier og nyhedsbureauer. Derudover laver han udstillinger og har vundet et væld af priser. Han har blandt andet skildret flygtningekrisen – og sat fokus på flygtninges vilkår gennem historien, ligesom han har dækket krige og kriser i store dele af verden. I foråret 2020 blev han pludselig afskåret fra at rejse ud i verden, da Covid-19 ramte hårdt i Italien. Han besluttede sig derfor for at tage til Norditalien og skildre, hvordan sygdommen ramte hårdt i Bergamo. Hans billeder blev blandt andet bragt i New York Times.

”Mit mål var at hjælpe mennesker over hele verden med at forstå, hvad Covid er, og hvad det betyder. Derfor skal vi have billeder af mennesker. Ikke kun tomme gader eller mennesker der går på gaden med mundbind på,” fortæller han på PF-konferencen.

Han er sidste indslag på den to dage lange konference. Men salen er næsten fuld og deltagerne kigger og lytter intenst til hans fortælling om, hvordan han lykkes med at skildre de menneskelige historier i verdens brændpunkter.

Han har tidligere blandt andet dækket krigen i Syrien, det arabiske forår og den store flygtningekrise på Lesbos.

”Fotojournalisten skaber den kollektive hukommelse, som gør, at vi ikke glemmer. Tænk hvis der ikke var billeder af koncentrationslejrene i 2. verdenskrig. Der findes i dag nogen som taler om, at covid ikke findes. At det er opfundet. Jeg håber, mine billeder kan være med til at sikre, at vi husker at sygdommen er ægte. Også on,” sagde Fabio Bucciarelli.

Sørger adgang, taler med kilderne og kommer tilbage

Relationen er vigtig for at man som fotojournalist får lov at komme tæt på. Det har Fabio erfaret gennem sine mange år som fotograf under krig og katastrofer. I Bergamo fik han lov at følge med Røde Kors ud på hjemmebesøg. Han kørte efter ambulancen og medarbejderne fra Røde Kors spurgte, om han måtte komme med ind. Alle sagde ja.

”Så snart jeg var inde talte jeg med én fra familien om, at mit mål er at vise verden, hvad Covid virkelig er, og så var alle åbne. Jeg sørger også for at komme tilbage med billederne og fortælle, at de har været med til at gøre en forskel med deres medvirken,” fortæller Fabio Bucciarelli. Han har fulgt flere af familierne i over et år og har også været med nogle af dem inde på hospitalet.

Han havde nemlig som én af de eneste også adgang til at fotografere på hospitalerne.

Efter oplægget gik flere af spørgsmålene fra salen netop på, hvordan han fik adgang.

”Jeg brugte to uger på at få lov til at komme ind på hospitalet første gang. Jeg spørger om lov og fortæller om vigtigheden af at vise virkeligheden. Den første gang er den sværeste. Når de ligesom har set, at jeg kan håndtere det. At jeg sørger for at overholde regler og sikkerhed, så er de mere åbne. Nu kender de mig og ved, hvad jeg står for,” fortæller han.

Passer på sig selv – både fysisk og mentalt

Fabio Bucciarelli blev også spurgt, hvordan han passer på sig selv – især mentalt – når han rejser ud på opgaver, der er så krævende.

”Jeg forsøger at forstå risikoen, og minimere den og så forsøger jeg at arbejde. Under covid overholdt jeg alle sikkerhedsreglerne og indtil videre er det lykkedes mig at undgå at få covid. Og når jeg rejser til krigszoner har jeg en regel, der virker for mig. Jeg skal ikke være i en krigszone i mere end en måned eller halvanden. Så skal jeg hjem igen. Ellers bliver det til hverdag og man kan slække på sikkerhedsforanstaltningerne. Når jeg så kommer hjem tager jeg til det, jeg kalder ”mit paradis”. Byen hvor min far er født. Der fortæller jeg at jeg lige kommer fra krigen, og så spørger de, hvad jeg vil have at spise. Der bliver jeg ligesom nulstillet,” fortæller han og slutter:

”Det er som om jeg skaber ligevægt mellem mine to hjernehalvdele. Det er MIN løsning. Måske virker det ikke for andre. Jeg har desværre også flere kolleger, som har fået PTSD. Det er så stor en del af mig, så jeg kan ikke forestille mig et liv uden. Heller ikke selv om jeg er blevet far. Nu må jeg tage endnu mere hensyn til risiko, men jeg kommer ikke til at blive hjemme. Der er fortællingerne for stor en del af mig.”