Påskeprædiken foran en menighed af selfies
Corona & Danskerne: Trods Coronavirus kunne vi alligevel komme i kirke i påsken. Domprovst Anders Gadegaard lyser velsignelsen over sin brogede menighed.
Marianne Leth
Inspireret af den italienske præst Don Giuseppe Corbari fra Lombardiet, inviterede Domprovst Anders Gadegaard, Københavns Domkirke befolkningen til at sende portrætbilleder ind: “Vi printer billedet ud og sætter dig på kirkebænken i Vor Frue Kirke, så du (dvs. dit billede) kan være med til andagt skærtorsdag den 9. april kl.14."
Domprovst Anders Gadegaard fortæller, “Det var rent ud sagt en gribende oplevelse, at stå og se på den herlige, brogede menighed! Flere hundrede selfies af mennesker fyldte kirkerummet. Jeg gik rundt og så på hver enkelt af dem, og syntes næsten jeg kom til at kende dem lidt. Det gav en enestående dimension til det at være i fællesskab gennem en transmission.”
Med de indsendte billeder fulgte der mange rørende, små beskeder.
“En hel familie skrev, at de boede spredt over hele Sjælland og savnede at kunne samles, som de plejede i påsken. Nu kunne de så være sammen på denne måde til gudstjeneste i domkirken. En overlæge skrev, at han på sit arbejde dagligt kæmpede for at mildne virkningen af Corona hos patienterne og trængte til at være sammen om et glædeligt budskab. En kvinde skrev, at hun var syg af Corona på 18.dagen og syntes, det var virkelig hårdt at leve med sygdommen, men glædede sig til en stund sammen med andre i det virtuelle gudstjenestefællesskab. En gribende lille meddelelse kom fra en veninde, der (med tilladelse) havde indsendt et barndomsfoto af sin nære og kære veninde på 31 år, hvor hun stod sammen med sin mor, der netop for blot en måned siden pludselig var død af et hjerteslag. Hun savnede sin mor så forfærdeligt, men kunne så være til stede sammen med hende i et åndeligt fællesskab i kirken gennem billedet."
Skærtorsdag bliver fejret, fordi Jesus holdt sit sidste måltid med sine nærmeste venner, disciplene, inden han blev taget til fange, tortureret og henrettet.
Domprovst Anders Gadegaard fortæller, “De sidder samlet og nyder påskemåltidet og den gode vin. Så tager Jesus brødet og vinen og siger til dem, at når de herefter samles uden ham, skal de således mindes ham og spise brødet, drikke vinen og der igennem blive en del af ham. Så legemligt og fysisk stærkt er det kristne fællesskab. At spise sammen og have bordfællesskab er noget af det bedste, vi ved. Og det er lige præcis det, vi ikke kan for tiden. Så må vi erstatte bordfællesskabet af et ord- og billedfællesskab, og det var det, vi gjorde ved denne gudstjeneste. Og jeg skal love for, at fællesskabsfølelsen var stærk. Både for os i kirken og for deltagerne derhjemme.”
Kirkerne i Danmark har haft lukket i over en måned p.g.a. Coronavirus.
“Det afføder en tomheds- og afmagtsfølelse i mig, at vi må holde kirkedøren lukket. Det generer mig, at folk ikke kan komme ind fra gaden og tænde et lys, bede en bøn og holde sig en lille andagt. Men jeg forliger mig med, at jeg hellere vil holde lukket end være årsag til, at mennesker bliver smittet.”
Domprovst Anders Gadegaards budskab til danskerne her i påsken er dobbelt: “Der er altid grund til håb. Fordi livets Gud er med os både i livet og i døden, for at vi kan leve frygtløst og med glæde. Det er menneskets grundlæggende frihed. Men det afføder så også en pligt til at gå ud og bidrage til, at livet i håb og uden frygt må brede sig gennem det, vi gør for hinanden.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der foruden sygdom og sorg og økonomisk kollaps for mange - hvilket alt sammen er forfærdeligt - også kan komme noget godt ud af denne modgang. Vi bliver mere opmærksomme på fællesskabets betydning og på muligheder for at udnytte de sociale medier, når vi nu er henvist til det. Man kan jo være i kontakt med rigtig mange på den måde. Jeg havde ikke drømt om, at vi på rekordtid i kirken har fået kontakt med mange nye mennesker via disse medie-muligheder. Det skal vi værdsætte og finde veje til at benytte også i fremtiden efter Corona.”
300 billeder var sendt ind til skærtorsdagens andagt.
“Jeg blev virkelig positivt overrasket over de mange billeder. De kom fra hele landet – ja, nogle også fra udlandet, som havde besøgt domkirken og nu gerne ville være med i kirke. Vi kopierede selfie-ideen fra Don Giuseppe Corbari, for gode ideer kan vi ikke få nok af, og DE må gerne smitte!
Der er ALTID behov for humor i en hvilken som helst situation. Søren Kierkegaard siger, at hvis man skal finde en sand humorist, gør man klogt i at lede blandt kristne. Fordi de/vi ikke tager sig selv alt for højtideligt. Vi ved, at alt ikke beror på os selv, men på Gud - og så kan man jo roligt grine lidt af både sig selv og alt andet. Så længe det sker i solidaritet med det, man fornøjer sig over. Man skal ikke grine af hinanden, men med hinanden.”
Andagten blev sendt live på Domkirkens facebook side med lidt begyndervanskeligheder.
Domprovst Anders Gadegaard afslutter med: “Vi beklager de tekniske problemer og den dårlige kvalitet. Tak til alle for deltagelse! Vi skal nok blive bedre til at transmitterer. God påske!”
Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne
Send dit bidrag til webmaster@pressefotografforbundet.dk (kun for medlemmer af PF).
Kommentarer