Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Overblik: Sagen om Martin Lehmann

Den nu 18mdr. gamle sag om anholdelsen af fotojournalist Martin Lehmann på job, har taget flere retninger. Få et overblik her.

Anholdelsen

9. September 2015. Syd- og Sønderjyllands politi er massivt til stede da cirka 200 flygtninge går på motorvejen fra Padborg mod Kolding. Ved afkørslen Aabenraa Syd stoppes gruppen, og alle journalister og pressefotografer bliver bedt om at forlade stedet.

Ekstra Bladets fotograf Ernst Van Norde der var til stede fortæller umiddelbart efter til Politiken at ”politiet sagde, at hvis vi fortsatte, ville vi blive anholdt. Vi var flere, der spurgte, hvad begrundelsen var. Vi havde jo fulgt de her mennesker i ro og mag hele dagen. (….) Det kunne de ikke svare på. De sagde, at de ville anholde os, hvis vi betrådte motorvejen, og så ville vi få en paragraf at vide på et senere tidspunkt«.

Martin Lehmann fortsætter dog i samme retning som folkemængden og går op langs motorvejen i vejrabattens græs, fortæller Ekstra Bladets fotograf til Politiken.

Lidt over kl 16: Martin Lehmann bliver anholdt af tre betjente i det øjeblik han sætter foden på asfalten og bliver kørt til en celle i arresten i Aabenraa.

Kl. 19.07: Martin Lehmann bliver løsladt fra arresten og tager ud for at fotografere igen.

Formand for Dansk Journalistforbund Lars Werge skriver samme aften på Twitter: »En fotograf på job anholdes i sin gerning af politiet. Det matcher ikke danske værdier og pressefrihed«, og kalder anholdelsen på Martin Lehmann for et brud på både ytringsfrihed og pressefrihed.

Efterfølgende

Daværende chefredaktør Bo Lidegaard klager i et brev til Statsadvokaten over Martin Lehmanns anholdelse som et generelt overgreb mod pressefriheden.

24. September 2015: Information bringer billeder fra rydningen af motorvejen d. 9. September 2015 der viser betjente i færd med at bruge fysisk magt overfor flygtningene, selvom politiet har påstået at der ikke blev brugt fysisk magt. Billederne viser sig senere at spille en rolle i sagen.

3. November 2015 afvises klagen fra Bo Lidegaard af Statsadvokaten.

8. Februar 2016: Politiet rejser tiltale mod Martin Lehmann for at forstyrre den offentlige orden. Retssagen fastsættes til 3. maj 2016 – Unesco’s pressefrihedsdag.

Politiken publicerer samme dag videomateriale fra det GoPro kamera Martin Lehmann bar under anholdelsen ud på deres netside. (Videoen ses her http://politiken.dk/indland/art5610505/Politiet-vil-have-straffet-fotograf-der-fulgte-flygtninge-p%C3%A5-motorvejen)

Formand Lars Lindskov udtaler til Information 10. Februar 2016: »Det er virkelig alvorligt og meget bekymrende, at politiet går denne vej. Jeg synes generelt, at vi gennem dialog med både Rigspolitiet og Københavns Politi har kunnet tale om de problemer, der måtte opstå, og har løst dem. (…) Det er bekymrende, at politiet agerer, som de gør. Hvis Martin Lehmann bliver dømt i byretten, så bliver dommen selvfølgelig anket på stedet. Hvis pressefotografer ikke kan få lov til at dokumentere, hvad der foregår i Danmark på offentligt tilgængelige områder, så er det ytringsfriheden, der er i fare,«

Maj 2016: Den planlagte retssag 3. Maj 2016 udskydes.

I halvandet år forsøger Martin Lehmanns forsvarer, advokat Hanne Rahbæk, at få betjentene på de to billeder, der blev bragt i Information, ført som vidner i retssagen. Advokaten udtaler at det burde være muligt at finde frem til betjente og stiller sig uforstående overfor ­­­­at det ikke er lykkedes endnu. - Det burde efter al overbevisning være muligt at finde frem til alle de betjente, der optræder på de to fotos, siger advokaten til Information.

De skriver også at: Syd- og Sønderjyllands Politi har afvist anmodningen med den begrundelse, at "yderligere bevisførelse er overflødig", og at det "ikke er muligt at identificere nogle af de betjente, der fremgår af bilag 1-19".

10 Marts 2017: Den planlagte retssag 22. Marts 2017 udsættes med begrundelsen at det ikke er muligt at finde en ledig anklager til at føre sagen. Der fastsættes ikke en ny dato for retssagen sammen med aflysningen.

Samme dag skriver Martin Lehmann et opslag på facebook om aflysningen og den manglende identificering af politibetjentene. Opslaget bliver delt omfattende henover weekenden og den kommende uge.

18. Marts 2017: Politiet i Syd- og Sønderjylland oplyser på Twitter at de har identificeret betjentene på billederne. De udsender en pressemeddelse hvori de blandt andet skriver: ’

”Oplysningerne om, at Syd- og Sønderjyllands Politi ikke vil identificere betjente er ikke korrekte. Syd- og Sønderjyllands Politi oplyste under et forberedende retsmøde i sagen mod Rahbæks klient, at man kan identificere to af betjentene på billedet. Politikredsen kan tilføje, at man naturligvis vil identificere flere af betjentene, hvis retten finder bevisførelsen relevant.

Det har byretten ikke fundet. Retten har i kendelse af 13. februar 2017 anført, at bevisførelse i form af vidneførsel af flere betjente, udover den anholdende betjent og lederen i politiets kommandostation, er overflødig.

Den kendelse har Martin Lehmann og hans advokat kæret til Vestre Landsret, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Retten har oveni det begrænset antallet af vidner, Martin Lehmann kan få lov at føre i sagen. Denne begrænsning har han kæret til landsretten. Heller ikke dette kæremål er afgjort endnu.

 

I skrivende stund er der ikke fast sat en ny dato for retssagen.

 

 

Kommentarer