Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Onkel Torstens ufobegejstring endte med fotokollektiv

Der er mange fotograffællesskaber, men få har arbejdet så kollektivt på et projekt som Peter Helles, Sara Galbiati og Tobias Selnæs. Det har en masse fordele, siger de. Men der er også ting, som tager ‘seks gange så lang tid’, når man er tre, siger de.

Phenomena

Lars Horn

Fotobogen ‘Phenomena’ er skabt af tre fotografer. Men de har ikke hver deres fotobyline, og vil man bringe et af deres fotos fra bogen, skal alle tre krediteres.

Phenomena

Lars Horn

Peter Helles, Sara Galbiati og Tobias Selnæs har taget kollektivtankegangen længere end de fleste i det projekt, som de har arbejdet på i flere år. Alt har været kollektivt – fra den første research som blev puljet i fælles dropbox til økonomien.

“Mennesker, som kender os godt som fotografer, kan nok godt se på nogle af billederne, hvem af os, der har taget dem. Men vi har prøvet at have nogle fælles retningslinjer at gå ud fra, og vi har redigeret billederne sammen, så nogle forskelle i f.eks. kontrast er blevet udjævnet,” siger Sara Galbiati.

Phenomena

Lars Horn

“Det har ikke været meningen, at alt skulle være ens. Det er en vigtig del af pointen ved at løse en opgave kollektivt, at vi udfordrer hinanden og trods alt er forskellige fotografer med hvert vores blik på situationen. Men vi har villet holde en særlig stil bogen igennem.”

Der er mange fordele ved at arbejde så tæt sammen, siger de tre fotografer. Ikke mindst at man kaste sig over store projekter, man brænder for – noget der ellers kan være svært for freelancefotografer, som ofte må skubbe den slags kærlighedsprojekter til side for at passe den kommercielle side af forretningen.

Phenomena

Lars Horn

Lange samtaler undervejs

‘Phenomena’ handler om ufoer. Eller rettere: Den handler om mennesker, som tror på ufoer. Historien bag bogen begynder egentlig i den hårde vinter 2010 hos Peter Helles’ onkel Torsten i Hadsten.

På det tidspunkt studerede Peter Helles sammen med Tobias Selnæs på DMJX i Aarhus, og de boede sammen hos onkel Torsten.

Onklen viste sig at være en ufo-entusiast med en masse materiale om ufoer, som Peter Helles og Tobias Selnæs kastede sig over. Først med en overbærende holdning, siden med stigende fascination. Efterhånden opstod ideen til at skabe en bog om de mange mennesker, som fuldt og fast tror på ufoer og miljøerne omkring dem, men årene gik, og der skete ikke så meget.

Indtil kontorfællesskabet, som nu også talte Sara Galbiati, købte billetterne til USA. Nu skulle det være. Og så gik turen til det sydvestlige USA, hvor ufokulturen er særlig stærk, og hvor det ikke er usædvanligt at finde mennesker, som er overbeviste om, at de selv har været bortført af aliens, eller på anden vis har været i kontakt med dem.

Undervejs blev det klart, at der var flere fordele i at være tre, blandt andet at de kunne fordele de fotografiske opgaver imellem sig, når de besøgte et sted eller bestemte personer. En kunne sørge for portrætter, en anden for detaljebilleder og den tredje skulle måske affotografere nogle af de mange dokumenter og genstande, som også er en del af bogens fordomsfrie blik ind i en verden, som de fleste finder sær og betragter med dyb skepsis.

Til gengæld krævede det tætte samarbejde om foto og research mange og lange samtaler undervejs. Det viste sig at være en stor styrke, siger Tobias Selnæs.

“Vi optog analogt, og det betød, at vi ikke kunne sidde og kigge på hinandens materiale undervejs. Til gengæld talte vi meget om, hvad vi havde gjort. Hvorfor valgte vi den vinkel? Kunne det være fotograferet anderledes? Var der personer, vi manglede for at skabe den fortælling, vi ønskede? De samtaler har været med til at sikre, at vi hele tiden holdt fokus på det væsentlige,” siger Tobias Selnæs.

PF KONF

Lars Horn

Skrøbelig proces

Det er imidlertid også en skrøbelig proces at arbejde så tæt sammen, at man er fælles om alle billeder og fortællinger og research, er de tre enige om. Man skal kunne tåle, at andre kigger en over skulderen og har en holdning til det, man laver. Og selv om nogle ting kan gå meget hurtigere, når man er tre, er der også noget, som tager seks gange så lang tid, som de siger.

“Vi har siden opdaget, at vi er tre perfektionister, og når vi skal være enige og glade for resultatet, kan det være en lang proces,” siger Peter Helles, der også indrømmer, at de tre til tider har været ved at rive hovedet af hinanden undervejs.

Men først og fremmest kan de se fordele ved den måde at samarbejde på, og de har besluttet at bruge den i deres næste projekt også. Det kommer til at handle om kunstig intelligens – et emne de alle tre interesserer sig meget for.

“Det er også nødvendigt. Skal man arbejde så tæt sammen, skal alle være optaget af emnet, det må ikke bare være nogle i gruppen, som synes, det er spændende, for så kommer energien ikke,” siger Peter Helles.

Sara Galbiati synes, at noget af det interessante har været, at den kollektive tilgang er et opgør med den individualisme, som traditionelt præger billedjournalistikken.

“Vi har altid hørt, at man skal gå efter det, man selv er brændende optaget af. Vi har i stedet fundet det, som vi sammen er fascinerede af, og det giver en anden tilgang til hele processen og til resultatet,” siger hun.

Egoet fylder mindre, den fælles fortælling mere.

“Egentlig forstår jeg ikke, hvorfor der ikke er flere fotografer, som arbejder sammen,” siger Peter Helles.

 

Fire råd hvis I vil arbejde kollektivt

 

  • Vælg mennesker, du stoler 100 procent på.
  • Lad det første projekt være ret enkelt, også økonomisk, så I kan prøve det af.
  • Vær klar over, at redigerings- og produktionsfasen er langt mere krævende end det at være på rejse og opleve noget spændende sammen. Det gælder også økonomisk – det er lettere at skaffe penge til rejser end til produktion.
  • I skal kunne finde fælles mål og fascination, men det er godt at have forskellige energier og styrker.

 

Kilde: Peter Helles

 

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.