Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Når hvide raser

PF-KONFERENCEN 2019: Espen Rasmussen fra norske VG gav på PF-Konferencen et blik ind i Europas og USA’s yderste højrefløj. “Man er helt blæst i knoppen, når man har hørt så meget had i så lang tid,” siger han. Men skal man overhovedet give hadgrupper taletid?

Foto: Michael Bager

Michael Bager PF-Konferencen 2019: Espen Rasmussen. Foto: Michael Bager

Et nazibryllup, heilende unge, en gammel erklæret norsk nazist, der ikke vil behandles af ‘en Sri Lanka-neger’, 13-årige der med våben og i fuld kampuniform bliver trænet i biologisk krigsførelse til den kommende verdenskrig, en sydstatsmand der har Jesus på sin side i kampen mod kommunister, fejlfarver og andre, som ikke er Guds udvalgte.

Espen Rasmussens dokumentarer fra den yderste og mest ekstreme højrefløj er et både ubehageligt og nuanceret billede af en politisk strømning, som ikke er entydig, men som har den hvide races overlegenhed som fælles udgangspunkt.

“Det var en svær opgave at afgrænse, hvad der kvalificerer i vores øjne til at være den yderste højrefløj. Selv om der er fællestræk, er der også mange forskellige grupperinger. Nogle af grupperne elsker for eksempel staten Israel, mens andre ser jøderne og Israel som en hovedfjende,” siger Espen Rasmussen.

“Vi har i vores dokumentarer både etablerede højrepartier og små nynazistiske grupper med. Men vi fandt frem til, at de her white rage groups generelt har tre hovedfjender til fælles: Indvandrere, medier og politikere,” siger Espen Rasmussen.

Grøn livsstil

I den almindelige politiske debat opfattes de grønne bevægelser typisk som hørende til på venstrefløjen, men allerede i fascismens og nazismens unge dage var ‘tilbage til naturen’ og ‘en sundt sjæl i et sundt legeme’ idealer. Naturen blev romantiseret og gjort til en slags mytisk bånd mellem race og territorium. I dag er den såkaldte øko-fascisme et kendetegn for mange af de ekstreme højregrupper.

“De går op i sund livsstil, spiser grøn, sund mad, går op i det rene,” siger Espen Rasmussen.

Mange af dem argumenterer også for, at det for planetens og naturens skyld er nødvendigt at udslette en stor del af jordens befolkning, så de stærkeste og reneste bliver tilbage.

En anden strømning, som går igen, er en nostalgi.

“De drømmer sig tilbage til 50’erne og 60’erne, hvor manden var stærk og bestemte, og kvinden stod i køkkenet.”

Hyggelige folk

Målet for udsendelserne var at møde enkeltpersonerne i højrebevægelserne tæt på og lade dem tale. Af og til får de stillet modspørgsmål, men formålet var ikke at debattere med dem, men at prøve at forstå, hvad der driver dem.

Undervejs besøger holdet en nazist, en ældre mand, på hans sæter i Norge. Han er opfyldt af had og foragt for andre racer, og blandt andet har han nægtet at lade sig behandle for cancer på det lokale sygehus. Navnet på indkaldelsesbrevet tolkede han som ‘en Sri Lanka-neger’, og han vil ikke behandles af sådan en eller på et sted, som har den slags ansat.

“Jeg er nok en vred og lidt bitter mand. Jeg har følt, at samfundet har stødt mig ud. Nu skubber jeg tilbage,” siger han, mens han i halvmørket debatterer med ligesindede på internettet.

På spørgsmålet om, hvordan han overhovedet har kunnet holde ud at lave dokumentarerne, svarer Espen Rasmussen, at man også er ‘helt blæst i knoppen, når man har hørt på så meget had i så lang tid’.

“Men samtidig er de her mennesker jo tit skikkelige og hyggelige privat.”

Hvorfor overhovedet give dem taletid? Det har der også været vældig meget debat om, siger Espen Rasmussen og tilføjer, at annoncørerne trak sig fra printudgaven af projektet. De ville ikke sættes sammen med nynazister og andre højreekstremister.

“Jeg mener, at det er vigtigt at skrive og vise, hvad der foregår. Hvis vi ikke gør det, er det værre. Der er mennesker og miljøer, som bevæger sig så langt ud på højresiden, og vi må forstå, hvor ekstremt det er,” siger Espen Rasmussen.

“På et tidspunkt holdt jeg foredrag for en gruppe ældre mænd og kvinder. De var i 70’erne, 80’erne og 90’erne. En af de ældste i salen fortalte, at han havde taget printudgaven og lagt den ned i den kiste, som han ville give videre til sine børnebørn. Han havde oplevet Anden Verdenskrig og vidste, hvad nazisterne gjorde. Det skulle børnebørnene også vide, mente han. Det blev jeg virkelig glad for.”

Link: https://www.vg.no/spesial/2017/det-hvite-raseriet/

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.