Gå til hovedindhold
Bliv medlem

Medier vil ikke bringe billeder af terrorister

Flere franske medier har efter de dødelige terrorangreb i Frankrig udtrykt at de ikke vil bringe billeder af de ansvarlige. Nu følger DR trop.

For lidt over en uge siden oplevede en kirke i byen Rouen at blive angrebet af støtter til Islamisk Stat. Og igen gik alverdens medier igang med at dække nyheden. Men efter hændelsen har flere franske medier meldt ud, at de ikke vil vise fotos og billeder af det de beskriver som "gerningsmænd ansvarlige for terrordrab". Aviserne Le Monde og den katolske Le Croix har begge stoppet deres fotografiske gengivelse, og Europe 1 Radio og BMF-TV har begge udtrykt at de heller ikke vil bringe navnene på terroristerne.

Nu har Danmarks Radio fulgt trop og DR's nyhedsdirektør Ulrik Haagerup kalder dækningen af terrorangrebene for vor tids store journalistiske dilemma og har nu besluttet at DR som hovedregel ikke vil vise visuelt materiale af de skyldige. Begrundelsen for disse beslutninger er, at oplysninger og information om disse drabsmænd muligvis kan inspirere andre og der mener Ulrik Haagerup at man som medie har et ansvar:

»Der er brug for at kigge på, om det er rigtigt og nødvendigt, at vi, når de her terrorister udfører deres selvmordsangreb eller drab, bringer deres billeder stort og flot på aviserne, vores netmedier og i fjernsynet. Det mener jeg ikke, at vi skal,« siger Ulrik Haagerup, til fagbladet Journalisten.

Kommentarer