Gå til hovedindhold
Bliv medlem Menu

Lukkede vi bare øjnene, når vi underviste på FATA?

Skeletterne vælter nu ud af skabet på Fatamorgana. Alle os, der elskede den skole. Underviste på den. Lukkede vi virkelig bare øjnene for uhyrlighederne?

Foto: Joachim Adrian

Debat af Joachim Adrian

Nej. Jeg er chokeret over omfanget og voldsomheden i de anklager og beretninger, der nu kommer frem. 

Jeg gik selv på skolen i 00’erne, og var efterfølgende gæstelære i slut 00’erne og starten af 10’erne. For mig var det en fantastisk og fotografisk afgørende oplevelse at møde skolen.

Og Morten Bo.

Der var en fed, intens stemning på min årgang, men også på de hold jeg underviste på senere hen. Vi kaldte det for FATAÅNDEN.

At lave fotografi. At fotografere et menneske, man ikke kender. At gå med ind i et fremmede pars soveværelse. At fotografere, hvor det er forbudt at fotografere. At fotografere sig selv. At gå ind i noget ukendt for at undersøge. At sige en hemmelighed højt. Det har for de fleste noget grænseoverskridende i sig. Og derfor var det Fatas styrke, at den godt turde arbejde med det grænsesøgende. For der kan være virkelig godt fotografi i det.

Der kom fotografi ud af mig, når jeg blev presset eller provokeret på Fata. 

Hvis jeg sagde: “Det tør jeg ikke”, så istedet for at der blev sagt; “Okay så stopper vi her”, blev der skubbet. Og det var det, jeg havde brug for. For så fandt jeg ud af, at jeg faktisk godt turde.

Hvis jeg sagde; “Det ved jeg ikke”, blev der sagt; “Så mén da noget for faen!” Og så havde jeg pludselig alligevel en mening.

Samme tilgang til undervisning i fotografi praktiserer jeg dog ikke selv. Hverken som gæstelære på  Fata eller som underviser idag på Grundtvigs Højskole. Jeg bruger begejstring. Kan jeg begejstre elever. Så kan de også turde. Og er de trygge, så kan de også mene. Så sangen om at kunst kun kan fødes i det grænsesøgende og måske endda nedbrydende, tror jeg dog alligevel ikke på.

Men det ændre jo ikke, at jeg, og mange andre fotografer, fik sig sit livs afgørende - og gode - kunsteriske oplevelse på Fata. Netop gennem den tilgang.

Jeg vidste godt, at man kunne slå sig på Morten Bo, selvom jeg ikke selv gjorde det.

MEN! At man ikke bare kunne slå sig. Men også i den grad blive slået ned. Brudt ned. Ydmyget, udskammet og sågar opleve overgreb. Og at omfanget er så stort. De mange underskrivere. De modige piger, der står frem. Og nu også flere og flere fotografer, jeg holder dybt af og beundrer som nogle af de største dokumentarister og kunstnere på den nutidige fotoscene. At de i den grad bærer oplevelser med sig, som har sat sig ødelæggende spor. Og nu siger det højt så klart og tydeligt. Det chokerer mig!

Om det er fordi, jeg er en mand, og derfor ikke selv i samme omfang har oplevet det? Om det er fordi, at nogle hold måske gik fri for disse oplevelser? Om Morten Bo’s grænsesøgning på de seneste år er skredet, og han har mistet fokusset på fotografiet? Skal jeg ikke helt kunne sige.

Men jeg som gæstelære. Jeg lukkede altså ikke bare øjnene! Jeg var simpelthen ikke klar over, at det havde dette omfang og den karakter. Og FATAÅNDEN mener jeg ikke, kun er Morten Bo. FATAÅNDEN er også eleverne. Det er drømme, det er kærlighed. Det er en sult efter fotografi. En sult Fataeleverne er villige til at betale en hel ungdoms byture for.

Jeg har tøvet med at ytre mig, fordi jeg altid har haft et hjerte for det sted. Jeg er virkelig ked af det, jeg nu hører. På personlige vegne. På de berørtes vegne. Men også på hele fotografiets. Fata er en del af historien om dansk fotografi. Men det fritager mig ikke for, at jeg i den grad nu må revidere mit eget forherligende syn på skolen.

Og her er det, at jeg nok fremover skal skille tingene ad. FATAÅNDEN var - og er - muligvis stadig fantastisk. Men der hviler en sort skygge over Morten Bo.

Kommentarer

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.

Søren Eberg

man, 06/15/2020 - 19:56

Så fine og ærlige reflektioner👊😊
Du er en særlig ener med hjertet på rette sted, tak fordi du hjalp mig med at genfinde lysten til fotografi igen🙏
Trist med Fatamorgana, men måske tiden er moden og parat til en ny fotoskole med et nyt stop.
Klem
Eberg

jens jørgen øster-mortensen

man, 06/15/2020 - 20:41

godt skrevet joachim her ude fra de yderste kartoffelrækker, hvor vi sjældent kommer til hovedstaden - men blot laver de daglige fotografier .