Livet kan være nemt
Corona & Danskerne: Sofie Binzer er højgravid og venter sit andet barn sidst i juni. Hun er lige flyttet fra København til Åby ved Svendborg sammen med sin mand Pelle og deres 4-årige søn Sigurd. Hun er biolog og Pelle er lærer, og lige nu er hun uden job. Pelle har job som lærervikar, men der har ikke været ringet efter ham endnu. Sønnen Sigurd har været hjemme siden nedlukningen, og det fortsætter han med for ikke at bringe smitte med hjem til Sofie, der er særlig opmærksom nu, hvor hun er gravid.
“Vi har lejet det her hus, som hedder “Store Nøjsomhed”. Det passer jo egentlig meget godt til den her tid lige nu,” fortæller Sofie.
“Corona kom på en måde meget belejligt. Den første uge tænkte jeg, at det var fantastisk at livet kunne være SÅ nemt. Vi skulle bare vågne stille og roligt alle tre. Vi kunne spise morgenmad i ro og mag og sidde og tale om, hvad vi havde lyst til at lave. Vi har hygget helt vildt meget, og nu hvor tiden er gået, har vi fundet en rigtig god rytme. Vi har ikke haft lyst til at sende Sigurd i børnehave. På den ene side ønsker vi ikke, at han kunne risikere at smitte mig, og på den anden side har der på en måde været uro nok, fordi vi flyttede fra København i starten af året. Det vil sige ny børnehave her og nye omgivelser.
Så vi har valgt at isolere os fra familie og venner også. Jeg tænker tit, at vi virkelig må huske at tage noget af alt det her med os, når samfundet åbner igen. Jeg kan mærke, at vi tre fremover skal være bedre til at have weekender, hvor vi ikke absolut skal have planer om besøg og alt muligt andet.
Lige nu føler jeg mig enormt heldig. I denne graviditet har der været plads til tanker, refleksioner og det burde være enhver gravid forundt. Sidst jeg var gravid, skrev jeg på min ph.d., lavede eksperimenter med fisk, og det var i det hele taget meget stressende. Jeg arbejdede, lige til jeg kunne gå på barsel. Denne gang har jeg været arbejdsløs siden november. Dog skulle jeg skrive ansøgninger, men det slap jeg for her med nedlukningen.
Jeg tænker det påvirker et foster, om moderen er bekymret eller ej. Det har været fedt at trække stikket lidt, og der er ingen tvivl om, at Sigurd har haft rigtig godt af at hygge med os i denne tid. Vi vil klart vente med at starte ham i den nye børnehave så længe som muligt. Det vil blive en afvejelse af hans sociale behov, og smittefaren der afgør det.
Vi vil bare nyde pusterummet her, pusle videre med vores nyanlagte køkkenhave, og finde os til rette i det nye sted her.”
Læs andre historier her: https://journalistforbundet.dk/pressefotografforbundet/corona-og-danskerne
Send dit bidrag til webmaster@pressefotografforbundet.dk (kun for medlemmer af PF).
Kommentarer