Kristine Kiilerich overtager PF´s instagram i uge 33
Kristine Kiilerich har takket ja til at overtage PF Instagram i næste uge. Hun er freelance fotojournalist som i mange år har boet i hovedstaden, men flyttede til Sydfyn sidste år. Gad vide hvordan det er, når man rykker teltpælene op og flytter sin freelancebiks? Det håber vi at kunne få et indblik i, når Kristine overtager Pressefotografforbundets instagram i uge 33.
Jeg er uddannet fotojournalist fra DMJX i 2012. Jeg har freelancet i København lige siden med et par barsler undervejs. Har i efteråret 2018 flyttet mig selv, familien og freelancebiksen til Sydfyn til en lille bondegård 10 km fra Svendborg. Mand, tre børn, tre høns, 37 år.
Jeg freelancer for Dagbladet Børsen, Berlingske, Dagbladet Information, Magasinet Bolius og lidt fagblade. I København arbejdede jeg også en del som fotoredaktør på Dagbladet Børsen. Jeg har kontorplads i et nystartet og meget skønt kontorfællesskab i en ældgammel bygning i Svendborg, hvor der er andre kreative tilflyttere og selvstændige fra forskellige brancher.
Som et større deltidsprojekt bestyrer jeg Fyens Stiftstidendes Instagram, @fyensdk, hvor jeg udvikler journalistik, der passer til Instagram-mediet og mediehuset Fyens Stiftstidende. Idéen udsprang af, at jeg havde lyst til at fortælle historier fra min nye landsdel og dele det på Instagram, men jeg havde lyst til at have noget større end mig selv i ryggen, og så henvendte jeg mig til Fyens Stiftstidende, som meget hurtigt var med på idéen, og der blev bevilliget en pose penge fra Den Fynske Bladfond til at have mig på projektet i et halvt år. Projektet løber til 1. november 2019.
Instagram er jo som bekendt visuelt baseret, og jeg ser det som en vidunderlig mulighed for at få vores fag på banen igen. Samtidig mærker jeg, at der skal tages meget mere ansvar for journalistikken fra vores side af, for at vise hvad vores måde at fortælle om verden på kan betyde i en journalistisk sammenhæng. Så det er det vidunderlige spændingsfelt, jeg har smidt mig selv ind i lige nu.
Kommentarer