Krig og troen på kærlighed

Hvordan viser man krig uden at vise et billede af krigens rædsler? Hvordan får man almindelige borgere i Danmark, der aldrig har været i krig, til at forstå, hvad krig er, og hvad det gør ved mennesker?

Det er nogle af de spørgsmål, som fotojournalist og filminstruktør Louise Leth har arbejdet med de seneste år, blandt andet i filmen ‘Vidne’, hendes roste afgangsfilm fra Filmskolen.

Filmen handler om den syriske læge og aktivist Haifaa Awad, der er spændt ud mellem skylden over ikke at kunne gøre mere i Syrien, over ikke at være hos bedstefaren, som hun har rørende og humoristiske samtaler med og så hendes kærlighed til partneren Henrik. Filmen følger parret, mens de to bygger en tilværelse op, tager i Ikea og skubber hinanden grinende rundt i prøvemadrasserne – mens Haifaa Awad så kort tid efter modtager nye beskeder fra hendes elskede Syrien eller taler ved demonstrationer og debatterer i tv-programmer.

“Jeg vidste, at folk var trætte af billeder af døde og sårede børn fra Syrien. Så jeg skulle gribe dem på en anden måde. Jeg valgte at bruge meget poesi og hverdag, og så håbede jeg, at tilskuerne selv kunne danne billeder i hovedet,” sagde hun.

Louise Leth kom ind på filmskolen ved lidt af et tilfælde. Hun var uddannet fotojournalist fra DMJX, og hun vidste fra begyndelsen, at hun ville vise nogle af de sider af samfundet, vi normalt ikke ønsker at beskæftige os så meget med eller er blinde for. Efter et overfald i Kenya var hun i krise, forklarede hun tilhørerne på PF-Konferencen mandag, og hun havde brug for at genfinde sig selv.

Da hun blev optaget på Filmskolen, blev det begyndelsen til fire år, hvor dokumentarlinjens leder, Arne Bro, prøvede at pille fotojournalisten ud af hende.

“Jeg var uddannet til at opsøge det tilfældige og at fortælle om andre – det, der er ude i verden. Arne Bro mente, at jeg skulle beskæftige mig med det, der var inde i maven, at det er de personlige historier, der bevæger os.”

I dag arbejder hun med værktøjskassen og virkemidlerne fra begge verdener. I fortællingen om Haifaa Awad og hendes nye projekter om blandt andet Jurarådgivningen bryder hun læren fra Filmskolen ved at give plads til det uforudsigelige, til reportageelementer hun ikke kan kontrollere. Mens Arne Bros insisteren på at fortælle den store historie gennem det helt personlige og nære er en afgørende del af fortællingen.

“For mig er det vigtigt at få danskerne til at forstå, hvad krigsflygtninge kommer fra. Jeg føler, der er sket et skred. Da de vietnamesiske bådflygtninge kom hertil i 70’erne, blev de modtaget og inviteret ind i samfundet. Vi er holdt op med at lytte. Jeg prøver at finde en form, som gør, at mennesker ikke kan lade være med at se historien.”